Stærkt medvirkende til realiseringen og nu igen til relanceringen af FlaskePostens kalenderfunktion har været bykoordinator John Kongerslev hos Byforum Hirtshals.
Især i sin egenskab af formand for den lokale jazzklub “Hva no do” har John Kongerslev nemlig ofte erfaret, hvordan arrangementer til manges irritation er kollideret ikke mindst i og omkring Hirtshals.
Derfor kontaktede han i 2017 os på netavisen, der allerede havde haft idéen oppe at vende, med henblik på at få en let håndterbar kalenderfunktion, som foreninger, klubber, forretninger og erhvervsdrivende billigt kunne købe adgang til ubesværet selv at smide et ubegrænset antal arrangementer, begivenheder og events ind på.
Med den frispilning rykkede vi selvfølgelig og driblede idéen videre til samarbejdspartneren Høj Data. Her fik de i løbet af få dage udviklet konceptet til perfektion, hvorefter det var klar til brug og vises som nedenfor på den lokale netavis.
Ude på forsiden ser man således de tre nærmest kommende arrangementer, som man kan få yderligere info om ved at klikke på linket, mens man oppe under kategorien Mere og via linket Se hele kalenderen finder en udfoldet version af den helt nye Kalender.
Bortset fra det nye navn Hva ska do, som vi selvfølgelig kan takke netop John Kongerslev for, samt opbakningen fra Hirtshals Handel & Erhverv, består det nye ikke mindst deri, at vi åbner op for gratis adgang for foreninger i hele den gamle Hirtshals Kommune.
I den forbindelse inviterer vi hermed til en introduktion til kalenderen, hvor foreningernes administratorer kan få deres eget logon og en introduktion til brug af kalenderen. Tidspunkt udmeldes senere.
For at deltage og komme med i kalenderen skal man blot sende en mail med ønsket og eget samt foreningens navn til flaskeposten@flaskeposten.nu
Rigtig god fornøjelse!