Rigtig mange nationale, regionale og lokale initiativer har fået ja i 2018 – helt præcis 723 modtagere fik i alt 62.726.368 kroner. Der er tale om støtte til store og mindre store projekter – hvor det er ens for alle, at det virkelig betyder noget – både for de, der yder den uegennyttige indsats og for de, der nyder resultatet.
Donationerne dækker over støtte til kulturelle aktiviteter, sociale formål, aktiviteter med fokus på nyskabelse og sammenhold i danske lokalsamfund samt udvikling, der er med til at løse samfundsmæssige udfordringer.
Tre markante nyskabelser i 2018
Ved udgangen af 2018 kunne Spar Nord Fonden ydermere se tilbage på et år, hvor tre store nyskabelser blev igangsat.
Via et nyt Ph.d./Postdoc-program inviterer Spar Nord Fonden forskere fra faglige miljøer på danske universiteter til at søge. Programmet blev indstiftet i 2018 og for hvert kalenderår sætter Spar Nord Fonden et nyt tema. Der er netop åbnet for ansøgninger til 2019 – og her ønsker Spar Nord Fonden at sætte fokus på iværksættere og andre små og mellemstore virksomheders muligheder for at kombinere forretning med et stærkt positivt bidrag til opfyldelse af FN’s 17 verdensmål.
Herudover blev Spar Nord Fondens FinTech Scholarship præsenteret – og der var rift om pladserne, da Fonden sidst på sommeren kunne meddele, at ambitionen var at sende fem studerende til Californien for at studere finansiel teknologi og iværksætteri på Berkeley Universitet og afprøve det banebrydende program med afsæt i deres egne fintech-ideer. Udvælgelsen af de fem studerende skete i efteråret og de er nu alle landet i Californien og klar til et helt nyt liv i nogle måneder. Spar Nord Fondens FinTech Scholarship faciliteres af Innovation Center Denmark, Silicon Valley og Consortium for Data Analytics in Risk (CDAR) at UC Berkeley.
Senest lancerede Spar Nord Fonden ny crowdfunding-platform, hvor ildsjæle i hele landet kan oprette lokale projekter og dernæst appellere til, at lokalsamfundet bakker op – helt kontant. Spar Nord Fondens Crowdfunding opfordrer Danmarks lokalsamfund til at være fælles om projekter til glæde og gavn for det område, de selv er en del af. Alle projekter, der godkendes til deltagelse i Spar Nord Fondens Crowdfunding støttes også af Spar Nord Fonden.
Spar Nords største aktionær
Spar Nord Fonden er aktionær i Spar Nord Bank og ejer 18,9 pct. af aktierne. Netop udbyttet fra denne ejerandel er den kapital, som Spar Nord Fonden sender videre til almennyttige, uegennyttige og velgørende formål i hele Danmark. Fondens ambition er fortsat at understøtte en stor del af de utallige initiativer rundt om i Danmark og herved holde samme høje niveau i 2019, som det vi har set i 2018.