Paw Rytter: LE34 undlod at oplyse kommunen om ejerforhold og betingede købsaftaler

Hvorfor LE34 undlod at belyse disse forhold, ved vi ikke, men det skal ikke afholde nogen fra at tænke sit, konkluderer Paw Rytter i dette debatindlæg om vindmøllerne syd for Børglum Kloster og Hjortnæs Møllelaug.

474
Foto: Paw Rytter.

Af Paw Rytter
Christiansdalsvej 83
Vrå

I juni 2018 kontaktede Hjørring kommune LE34 med en generel forespørgsel omkring ejerforholdene i forbindelse med Hjortnæs ll projektet.

På daværende tidspunkt var det velkendt, at de retningslinjer for opstilling af vindmøller, der var undervejs, ville komme til at indeholde et ønske om at prioritere projekter med en god lokal forankring.

Spørgsmålet om ejerforholdene var et ud af otte og lød således:

”Jeg vil gerne have lidt supplerende materiale til en sagsfremstilling:

Ejerforhold, herunder beskrivelse af vindmøllelauget bl.a. antal medejere, andelenes fordeling m.m.”

Lidt over en måned senere kom nedenstående svar retur.

”Vi kan ikke sige noget endeligt om ejerforholdene på de nye møller, da det ikke er fastlagt. Vindmøllelauget med +3oo ejere er den primære vindmølleopstiller, med Jysk Vindenergi som støttende partner, og lauget vil delvist være ejere af møllerne. Lodsejere i området har også optioner på at eje dele af møllerne. Her kan specielt Hjortnæsvej 35 nævnes, da en enkelt mølle ikke vil overholde afstandskravet til denne beboelse, og ejerne af ejendommen derfor som min. vil komme til at eje en bestemmende andel af møllen.”

Et noget tåget svar. Nogen ville måske ligefrem kalde det et røgslør. For burde LE34 ikke som minimum have redegjort for de eksisterende ejerforhold? Fx at Hjortnæs Møllelaug ikke ejer den jord laugets møller står på. Fx at lejekontrakten er tidsbegrænset og udløber i 2028. Fx at lauget kun ejer fire af de otte møller, der står der i dag. Fx ejerforholdene for de matrikler, hvor de nuværende møller står. Fx ejerforholdet for den ekstra matrikel der ønskes inddraget ved en realisering af Hjortnæs ll.

Det korte svar er, jo selvfølgelig burde LE34 det. Det lange svar er, at det er der jo nok en god grund til, at de ikke gjorde. Og måske er det også lidt svært at tro, man kan opretholde billedet af Hjortnæs Møllelaug som den primære vindmølleopstiller, hvis man havde redegjort for de eksisterende ejerforhold.

Men det bliver værre endnu. For i referatet fra Hjortnæs Møllelaugs generalforsamling 2015 omtales der både en betinget købsaftale møllelauget har indgået med Jysk Vindenergi, samt at Jysk Vindenergi har indgået aftaler med samtlige lodsejere.

Det virker usandsynligt, at de betingede aftaler, der er indgået, skulle være så uklart formuleret, at LE34 ikke som minimum skulle kunne oplyse Hjørring kommune om de fremtidige ejerforholds fordeling. Altså hvor stor en procentdel af Hjortnæs ll kommer lauget til at eje. Hvor stort en procentdel kommer lodsejerne til at eje? Hvor stor en procentdel kommer udefra kommende investorer til at eje?

Hvorfor LE34 undlod at belyse disse forhold, ved vi ikke, men det skal ikke afholde nogen fra at tænke sit.

1 Kommentar
Inline Feedbacks
View all comments
Frank Bundgaard Nielsen
5 år siden

Det er mig en gåde hvordan Jysk Vindenergi, LE34 og Hjortnæs Møllelaug kan blive ved med at undgå en dybdegående redegørelse omkring ejerforholdene. Det er helt grundlæggende nødvendigt at få det 100% belyst, så det kan afklares om der er den lokale forankring, der påstås at være.
Hvis man vil gennemfører opstilling af et industrianlæg på 8 kæmpevindmøller, må der som minimum være gennemsigtighed så naboer og politikere kan forholde sig til projektet på et oplyst grundlag. Når tingene fremstår fordækte (som fx de faktuelle ejerforhold i Hjortnæs II), er det svært at vinde sympati for sin sag.
Tak fordi du sætter dig ind i ejerforholdene omkring Hjortnæs II, samt kulegraver og italesætter det, der ellers ville være skjult i røgsløret. Vi er langt over 1200 borgere i lokalområdet, der skylder dig en stor tak.