Keramiker Janice Hunter har som så mange andre ekstra travlt i disse dage, men for den kreative kunsthåndværker handler det ikke bare om julegaver til familie og venner, men om at blive færdig med julestuen i værkstedet til lørdag den 20. og søndag den 21. december på Tornby Gl. Skole.
Der afholdes nemlig traditionen tro et stemningsfuldt arrangement i den gamle skolestue med kæmpe keramisk tombola og mange gevinster. Ligesom der igen i år er en gættekonkurrence for børn og barnlige sjæle, som skal finde ud af, hvor mange nisser der er i værkstedet. De yngler nemlig fra år til år.
Alle besøgende er inviteret til at nyde økologiske småkager samt rygende varm og selvfølgelig hjemmebrygget glögg fra værkstedets krus, som man bagefter kan købe til en speciel julepris. Opvasken skal man så til gengæld selv klare, oplyser med et glimt i øjet Janice Hunter.
Begge de nævnte dage holdes der åbent fra kl. 10 til kl. 18 i julestuen på skolevej 4A i Tornby.