Det er blandt andre journalist Poul Pilgaard Johnsen, der i den seneste udgave af Weekendavisen leverer en grundig gennemgang af sagen om de fem kæmpemøller, idet han har besøgt familien Rottbøll på Børglum Kloster.
Artiklens vinkel er grundlæggende kritisk ikke bare overfor Hjørring Kommunes håndtering af sagen i almindelighed, men i særdeleshed også overfor Folketingets og andre institutioners afmagt i forhold til kommunernes skalten og valten med placeringerne af vindmølleparker rundt omkring i Danmark.
At det er stærke økonomiske og politiske interesser, der er på spil i sagen, bliver blandt andet dokumenteret ved det faktum, at de fem kæmpemøller vil kunne dække 30.000 husstandes årlige elforbrug og indfri 43 procent af Hjørring Kommunes målsætning for vindmøller i 2025.
Her over for står både statens og det lokale samfunds interesser i såvel fredning som indtægter fra 30.000 besøgende turister og gæster på Børglum Kloster. Hvad det hele ender med, er sådan set i skrivende stund op til Teknik og Miljøudvalget i Hjørring Kommune.
Weekendavisen leverer under alle omstændigheder et af de mest kvalificerede indslag i debatten frem mod en endelig stillingtagen hos Hjørring Kommune.
Læs vores artikler om sagen her: Vindmøller