Det var en fæl streg i regningen for fodboldklubben Vendsyssel FF, da den stadig nye sportsdirektør, Glen Riddersholm, valgte at sige farvel efter halvanden måned til fordel for et trænerjob i SønderjyskE.
Fredag eftermiddag meddeler klubben, at dét farvel nu også får konsekvenser for trænersiutationen i Hjørring.
Allan K. Jepsen, der skulle være startet som ny superliga- og udviklingstræner hos Vendsyssel FF den 1. januar 2019, har nemlig bedt om at blive løst fra sin kontrakt. I stedet vender den 41-årige tidligere fodboldspiller hjem til AaB, som han nåede at spille 199 kampe for. Ifølge en pressemeddelelse skal han fra 1. januar 2019 være assistenttræner for Jacob Friis.
– Allan og jeg har haft en del samtaler efter Glen Riddersholms pludselige opsigelse. Allan står i dag med en følelse af, at man ikke har været ærlig i ansættelsesforløbet, og at præmissen for hans ansættelse nu har ændret sig væsentligt, hvilket jeg er enig i. Jeg har derfor i respekt for Allan imødekommet hans ønske om at blive løst fra kontrakten, siger bestyrelsesformand Jacob Andersen.
– Vores trænerteam og undertegnede er selvfølgelig ærgerlige over, at Allan ikke starter hos os, for han er en ekstremt dygtig træner. Jeg ønsker Allan alt muligt held og lykke fremover i hans nye job og beklager på klubbens vegne det ansættelsesforløb, han har været igennem, tilføjer Jacob Andersen.
Vendsyssel FF regner med at kunne præsentere en ny sportsdirektør i løbet af januar 2019. Klubben har ikke meddelt, om der er en midlertidig afløser på plads på trænerbænken.
Kilde: TV2 Nord.
Foto: Arkiv.