Changchun åbner repræsentation i Hjørring

Kinesisk storby indviede som tidligere omtalt mandag en permanent indgang til Danmark.

602
Yu Han Chen bliver omdrejningspunktet i Changchuns repræsentationskontor i Danmark, og her har hun taget plads ved sit skrivebord hos Hjørring ErhvervsCenter. Foto: Hjørring ErhvervsCenter.

Den kinesiske storby Changchun indviede mandag, som tidligere omtalt på FlaskePosten, en fast repræsentation i Danmark. Den er placeret i Hjørring og varetages i praksis af Hjørring ErhvervsCenter.

Indvielsen fandt sted med deltagelse af en syv mand stor delegation fra Changchun. Delegationen blev ledet af Qian Wancheng, der er komitépræsident for Changchuns kommunes folkekongres, skriver Hjørring ErhvervsCenter.

Borgmester Arne Boelt, Hjørring, var vært for de kinesiske gæster.

Ved indvielsen af Changchun Repræsentationskontor i Danmark ses komitépræsident Qian Wancheng og borgmester Arne Boelt. Foto: Hjørring ErhvervsCenter.

Den officielle markering fandt sted hos Hjørring ErhvervsCenter på Amtmandstoften, hvor domicilets skiltning har fået tilføjet ”Changchun Repræsentationskontor i Danmark” på både kinesisk og dansk.

Ved indvielsen talte den kinesiske delegations leder, Qian Wancheng, borgmester Arne Boelt og formanden for Hjørring ErhvervsCenters bestyrelse, direktør Ole Peter Christensen.

Omdrejningspunktet for de kinesisk-danske relationer bliver Yu Han Chen, der selv er fra Changchun og kom til Danmark som bordtennistræner hos B75 i Hirtshals. Hun har gennem flere år været stærkt medvirkende til at knytte kontakter mellem Changchun og Hjørring. Repræsentationskontoret er den foreløbige kulmination på relationen.

Den kinesisk-danske relations mest markante resultat hidtil på erhvervsområdet har været et projekt med Hjørring Vandselskab som formidler. Projektet har ført til, at en række danske virksomheder arbejder med at løse problemer omkring vandforsyningen i Changchun.

Changchun ligger i det nordøstlige Kina. Den er hovedbyen i provinsen Jilin, der har cirka 8 mio. indbyggere. Changchun er Kinas største producent af automobiler. Andre vigtige produktionsområder er landbrugsprodukter, biotek, byggematerialer og energi.

Kilde: Hjørring ErhvervsCenter.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments