Pengene fra IE Holding og Skagerak Holding er nu så småt ved at være klar til at blive delt mellem Iver Espersens to sønner Christian og Niels Espersen.
De to holdingselskaber er nemlig nu under frivillig likvidation, hvor alle aktiver bliver solgt og alle regninger betalt, hvorefter ejerne får udbetalt, hvad der er tilbage. Der er vel at mærke rigtig meget tilbage, efter at Skagerak Holding de seneste år har solgt to store fiskesucceser.
Først afhændede Iver Espersen for tre år siden datterselskabet Skagerak Salmon til den norske fiskekoncern Sekkingstad. For godt er år siden solgte han dernæst sildeforretningen Skagen Pelagic, hvor køberen var FF Skagen.
Skagerak Holding er et datterselskab af IE Holding, som efter de to salg havde en egenkapital på 676 millioner kroner i det seneste årsregnskab. Deraf ligger godt 500 millioner som egenkapital i Skagerak Holding.
Endnu et datterselskab, Skagerak Fiskeeksport, bliver drevet videre af sønnen Christian Espersen. Hans bror, Niels Espersen, er ikke i fiskeribranchen, men driver virksomheder i udlandet.
Advokat Hans Jørgen Kaptain, der er udpeget som likvidator, tør ikke at anslå, hvor meget der bliver at dele, men peger på, at det hele foregår helt efter Iver Espersens plan.
Kilde: Food Supply.
Foto: Arkiv.