Karl H. Bornhøft (SF): Snak, snak contra konkret miljø og klimaindsats

Vores ambition er at lave en bindende klimalov, fastslår i dette debatindlæg Karl H. Bornhøft, som er kandidat til Folketinget for SF i Hjørring Kredsen.

84

Af Karl H. Bornhøft

Folketingskandidat for SF
Hjørring Kredsen

Venstre satser kynisk på at vælgernes hukommelse er kort, og spiller helt åbenbart på at lade som om de er blevet et grønt parti. De har skiftet deres logo på Facebook og brugen af grønne slips i partiet er mangedoblet. Og de har meldt ud, at med dem i front – skal Danmark igen være foregangsland indenfor for klima og energi.

Men virkeligheden indhenter Venstre. I fredags udkom Klimarådets nyeste analyse – den viser helt nøgtern, at Regeringens klimaudspil sænker farten på den grønne omstilling frem mod 2030.  Og med regeringens nuværende politiske initiativer vil det blive svært for Danmark at nå målet om et CO2-neutralt samfund i 2050.

Ifølge analysen vil regeringens energiaftale fra foråret og det nye klimaudspil betyde, at tempoet falder til cirka en fjerdedel af den nuværende omstillingshastighed. Analysen afslører at bærende dele af Venstres klimaplan er skvattet sammen – som et af de største bluffnumre i nyere dansk politik.

Den gode nyhed er, at vi kan nå det i nu:

  1. Vi genopretter forskningen i bæredygtig energi og udvikling af miljøteknologi, som Venstre har skåret ned på.
    2. Sætter fuld fart på udbygningen af vedvarende energiformer, som Venstre har bremset.
    3. Lægger transporten om fra sorte benzin- og dieselbiler til mere offentlig transport, og letter afgifterne på elbiler – Venstre har gjort det modsatte.
    4. Stiller strengere krav til landbruget om miljørigtig drift – Venstre har blandt andet afskaffet randzonerne, der skulle beskytte landets åer, søer og vandløb.
    5. Finde nye måder at spare på energien – Venstre har nemlig skåret ned på Danmarks indsats der.

Derfor skal en ny regering forpligtes til at forbedre klimaet år for år for at opnå et fastlagt klimamål. SF’s bud på målet er en reduktion af CO2-udledningen med 60 procent i 2030. Vores ambition er at lave en bindende klimalov.


Foto: Jens Kranen Photography.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments