Søndag eftermiddag slog en kvinde alarm, da hun så to personer ude i vandet ud for Hirtshals.
Kvinden ringede 112, da hun var overbevist om, at de to personer i vandet var i nød. Og det havde hun ret i.
Forsvarets Operationscenter sendte straks en redningsbåd og en redningsbil til stedet.
– De har været kæntret med deres lille båd et stykke uden for kysten. Herefter begyndte de at svømme ind mod land, fortæller Ole Theill Sørensen, der er vagtholdsleder ved Forsvarets Operationscenter.
Cirka samme tid, som Hirtshals redningsstation ankom med både båd og redningsbil, var det lykkedes de to personer at svømme i land.
– Vi kan konstatere på stedet, at de er stærkt afkølet. Så vi får ringet efter to ambulancer, som kører ud til stedet, og tager dem med til hospitalet, siger vagtholdslederen.
De to personer oplyser selv, at de var cirka to kilometer ude, da deres jolle kæntrede og sank.
– Det er svært at sige, hvor langt ude de var. Vi havde en kort overgang fat i et civilt skib i nærheden, inden de to var kommet i land, men skibet var for langt væk til at kunne hjælpe, siger Ole Theill Sørensen.
Det er uvist, hvorfor jollen kæntrede og sank, men vejret var meget blæsende, fortæller vagtholdslederen.
Kilde: TV2 Nord.
Foto: Arkiv.