Der var sådan set ingen grund til at tage elevatoren op i det nye værelsestårn hos Hotel Hirtshals.
Julemanden ankommer nemlig som bekendt ikke med rensdyrkane i luften, men selvfølgelig med museumskutteren HG159 Johs Hejlesen til Hirtshals. Ikke desto mindre tog optoget sig også fra den vinkel, højt hævet over byen, hyggeligt ud på pladsen ved Sydvestkajen.
Selv om vejret mildt sagt og næsten traditionen tro var halvdårligt, mødte der alligevel rigtig mange borgere og børn frem. Vejret er heldigvis sjældent et uoverkommeligt problem i Hirtshals. Regntøj og paraplyer var da også i adskillige varianter rigeligt repræsenteret.
I dagens anledning havde julemanden selvfølgelig også julegodter med til store og især små i form af slik, frugt, kaffe og bjesk.
Mange af byens butikker benytter sig naturligvis af besøget og har åbent fra klokken 10.00 til 15.00.