Temaet for næste års Naturmøde i maj i Hirtshals bliver: Fra snak til handling. Det oplyser arrangøren Hjørring Kommune i et nyhedsbrev.
Hvordan holder vi hinanden op på, at der kommer handling bag de flotte ord i taler og debatter? Kan vi lave flere konkrete aftaler på Naturmødet? Brug gerne temaet som udgangspunkt for jeres forslag til debatter! lyder opfordringen.
Hjørring Kommune arbejder også på at samle nordiske kolleger og danske borgmestre på Naturmødet 2019:
Vi arbejder på at invitere vores nordiske kolleger til et arrangement om onsdagen op til Naturmødet 2019. En naturdebat på tværs i Skandinavien vil være en spændende ambition at forfølge i de kommende år og vi glæder os meget til at tage hul på den udvikling.
Borgmestertopmøde
Det er ude i kommunerne, at naturpolitikken bliver ført ud i livet. Derfor arbejder vi på at få et topmøde mellem 10 udvalgte borgmestre i stand til næste års Naturmøde.
Det vil forhåbentlig give en spændende debat om de udfordringer og løsninger man møder, når statslig snak skal omsættes til kommunale handlinger.