Det var to hold, der var kommet for at spille fodbold, som forleden indtog banen på AaB’s træningsanlæg i Aalborg Øst. I kampens indledning var det en åben slagudveksling, hvor begge hold kom frem til chancer, og hvor der generelt ikke var meget etableret spil.
Som halvlegen skred frem fik AaB dog et lille spilmæssigt overtag, men de havde svært ved at finde løsningerne mod et aggressivt Vendsyssel FF-hold, som assistenttræner Mike Tullberg styrede fra sidelinjen. Men efter 31 minutter kom føringen til AaB, da Oliver Abildgaard nåede højest på et frispark i vores højre side. Michael Tørnes i målet havde ingen chance for at forhindre Abildgaard i at bringe AaB, der i dagens anledning var på udebane på egen hjemmebane, foran.
I de resterende 15 minutter af første halvleg bølgede spillet igen frem og tilbage, men der kom ikke flere scoringer, hvorfor vi gik til pause bagud 1-0.
Men det skulle der blive ændret på efter pausen. Her var FF mest på bolden og kom flere gange godt ud over kanterne, og slog gode indlæg ind i hovedet på store Myroslav Slavov. Men den store ukrainer kunne ikke få styret bolden det sidste stykke ind bag AaB-målmanden.
Efter ca. en times spil kom Marcus Solberg på banen. Og han gjorde fra start en forskel på holdet. Han fik en lang bold i dybden, tog et træk forbi sin nærmeste oppasser, der så sig nødsaget til at vælte Solberg. Dommer Mikkel Redder dømte straffespark, som Myroslav Slavov sikkert udnyttede.
Herefter fortsatte vores gode pres mod AaB-målet. Og vi havde flere gode muligheder for at lukke kampen. Men vi måtte vente indtil otte minutter før tid, da Marcus Solberg kunne krydre en fin indsats med et mål. I slutfasen havde den stærke angriber mulighederne for at fordoble sin målscorer, men overliggeren kom i vejen.
I stedet måtte han og resten af holdet nøjes med en 2-1 sejr, og det glædede Mike Tullberg efter kampen.
”AaB er med afstand et af de stærkeste hold i Reserveligaen i Jylland, og det hold, de stiller med i dag viser hvorfor, de ikke har smidt point endnu. Den måde vi griber kampen an på, skal spillerne have en kæmpe ros for. De spiller den som en Superligakamp, og jeg synes, det er fuldt fortjent, vi vinder kampen. Vi lukkede et dumt mål ind på dødbolde, men vi svarer godt igen. Det var dejligt at se Marcus (Solberg, red.), der har været ude længe, komme ind og være med til at afgøre kampen. Det var en rigtig god holdindsats i dag,” siger Tullberg efter sejren.
Matchfacts, Reserveligaen, 5. runde
Vendsyssel FF – AaB 2-1 (0-1)
Mål: 0-1 31. min Oliver Abildgaard, 1-1 60. min Myroslav Slavov, 2-1 82. min Marcus Solberg
Startopstilling, Vendsyssel FF (4-4-2): Michael Tørnes – Jeppe Svenningsen, Kasper Povlsen, Daniel Christensen, Benjamin Lund – Sebastian Czajkowski, Jeppe Illum, Mads B. Mikkelsen, Ninos Gouriye (58. Marcus Solberg) – Seyi Adekoya, Myroslav Slavov
Startopstilling, AaB (4-4-2): Michael Lansing – Patrick Kristensen, Anders Bærtelsen, Jakob Blåbjerg, Frederik Børsting – Phillip Ochs, Kasper Risgård, Oliver Abildgaard, Bardhec Bytyqi – Mikkel Kaufmann, Oliver Klitten.
Kilde og foto: Vendsyssel FF.