Sensommerens fantastiske forsøgsfiskeri efter tun nord for Skagen dokumenterede tydeligt, at stimerne af blåfinnede tun nu er så store i vores farvande, at det giver mening at dyrke et målrettet fiskeri efter dem, skriver Christian Lykke Flinker & Julie Myhre i foreningsbladet Sportsfiskeren.
Allerede i august 2017 gjorde Venmark Fisk i Hirtshals et eventyrligt køb på Skagen Fiskeauktion og solgte straks den sublime og på disse breddegrader ekstremt sjældne spisefisk videre til Gaja Sushi i Hjørring.
– Den blåfinnede tun er i forvejen en formidabel fin spisefisk, men her er den det især, fordi den er fanget ved Skagen, hvor blandt andet vandtemperaturen giver den en langt bedre kvalitet end på samme fisk fra farvande under sydligere himmelstrøg, fortalte dengang restauratøren Tien Phan, da vi mødte ham hos Venmark Fisk.
Nu har en gruppe af tunfiskere i samarbejde med Danmarks Sportsfiskerforbund da også givet hinanden håndslag på, at der nu skal arbejdes målrettet med at få en tunkvote til Danmark. Det forudsætter imidlertid, at et af de lande, der allerede i dag har en kvote, vil afgive nogle tunfisk til Danmark.
Læs hele artiklen her: Samarbejde om tunkvote til lystfiskerne
Foto: Arkiv.