»Loving Vincent« i Lønstrup Café Bio

»Loving Vincent« er et visuelt mesterværk, der nu vises i Lønstrup Café Bio.

68

Det håndmalede drama »Loving Vincent« består af 65.000 oliemalerier malet på ægte lærred af et team på over 100 malere.

På det visuelle plan er denne film et mesterværk, der har en vidunderlig melankolsk noir-agtig stemning, hvor man bliver suget ind i van Goghs univers, og hans billeder vækkes til live. Handlingen dramatiserer omstændighederne omkring Vincent van Goghs død og afdækker en ulykkelig maniodepressiv, der malede og tegnede for at helbrede sig selv, og som i sin mani skabte en original teknik, der banede vejen for andre kunstnere.

På den her måde springer vi tonsvis af oplysninger over og hopper direkte ind i kernen af historien.​

Vi behøver ikke bruge tid på at få forklaret, hvordan kunstnerens kunst ser ud. Vi slipper også for at bruge tid på at få understreget, hvor helt fantastisk skelsættende et af kunstnerens mest berømte malerier er. Og vi behøver ikke spilde tid på den typiske scene med alle beundrerne, der slår lamslåede tilbage, når de oplever kunstnerens atelier.​

I ’Loving Vincent’ hopper vi direkte ind i kunsten, ind i hollandske Vincent van Goghs farveglade malerier. Vi trasker direkte over de modne, gule kornmarker, ud i den drømmende, blå nat og ind i de enkle værelser, han overnattede i – og som han malede om og om igen.​

De to instruktører Dorota Kobiela og Hugh Welchman har sat 125 malere til at kreere de 65.000 malerier, der skal til for at skabe en film på halvanden time. Og her har vi så »Loving Vincent« – verdens første oliemalede spillefilm. Eller animerede oliemalerifilm.​

94 minutters historiefortælling i et univers, der ser ud, som Vincent van Gogh så det, i hvert fald når han stod og malede.​

Hvad skete der, da det her usædvanlige menneske skød sig selv? Sådan spørger polske Dorota Kobiela og britiske Hugh Welchman i fællesskab.​

Med det udgangspunkt har de gjort ’Loving Vincent’ til en krimi, der kredser sig tættere ind på den eftermiddag, hvor van Gogh vaklede ind til den lokale læge med det dødeligt sår i maven.

Manden, der stiller spørgsmålene, er Armand Roulin, søn af en lokal postmand. Armand forestiller sig det, vi alle gerne vil se, en mordgåde, et højt svunget drama om drabet på et geni.​

I stedet afdækker han en sølle skæbne, en maniodepressiv og ulykkelig stakkel, der malede og tegnede for at helbrede sig selv, og som i sin mani tilfældigvis skabte en original teknik, der kunne bane vej for tusinder af andre kunstnere.​

Det er – i al sin underspillethed – en endnu mere vild historie end den om mordet på et geni.​

Lønstrup Café Bio viser onsdag den 7. november kl. 19.30 den polske animationsfilm »Loving Vincent«, verdens første oliemalede spillefilm.

Filmen vises også den 8., 9. og 11. november kl. 19.30.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments