Lørdag den 20. oktober klokken 14.00-17.00 er der indbudt til mangfoldighedsfest på adressen Bodøvej 2 – en sidevej til Løkkensvej i Hjørring.
Overskriften for denne samling, som allerede har op mod et par hundrede interesserede deltagere, er “Mangfoldighedsfest! Plads til alle, der giver plads til alle!”. Det er organiseret af enhedslistens lokale folketingskandidat Peder Hvelplund, byrådsmedlem for enhedslisten Louise Bilde Hvelplund, Søren Ottzen, byrådsmedlem for SF Jørgen Bing, Christian Larsen, Lene Bjørn Sørensen, Jakob Gislund og Pia Schnoor.
Baggrunden er at markere glæden ved at synes om mangfoldighed, og så er det også en måde at vise modstand mod den tiltagende højredrejning i Danmark, hvor det handler om at undgå mangfoldighed. Nogen ville måske kalde det tiltagende egoisme.
Arrangørerne beskriver baggrunden for mangfoldighesfesten således:
En person ved navn Rasmus Paludan har fået den besynderlige ide at komme til Hjørring d. 20/10 med budskabet om at der i Hjørring skulle bo “samfundstabere”. Et underligt budskab at komme med fra en udefrakommende.
Vi er en gruppe af borgere, samlet i “Hjørring for mangfoldighed”, der gerne vil benytte lejligheden til at fejre mangfoldigheden i Hjørring. Vi kan som borgere falde ud på mange forskellige måder, men vi respekterer hinandens ret til at være her.
Bor du i Hjørring er du hjørringenser. Bor du i Danmark er du dansker.
Vi kan alle bidrage med noget og blive klogere på hinanden.
Derfor arrangerer vi en Mangfoldighedsfest med mad og drikke, musik fra Mangfoldighedsbandet og elever fra Vrå Højskole, fællessang og socialt samvær.
Vi håber mange vil møde op og styrke fællesskabet og isolere Paludans hadske budskab.
På Facebook er det muligt at tilkendegive deltagelse.