Rasmus Nøhr var ikke mange minutter forsinket, da han mandag eftermiddag besøgte Hirtshals Rideklub.
Desuden var han selvfølgelig gentleman nok til at ringe og fortælle, at han var lidt sent på den, men samtlige små og store ventede gerne på den glade troubadur.
Efter en rundvisning, hvor klubben fremviste faciliteterne med stalde og ridebaner samt hestene, var der kaffe og kage til ham og alle de fremmødte på Landlyst.
Ekstra god stemning blev der selvfølgelig i det propfyldte klubhus, da sangskriveren hev guitaren frem og gav ikke bare et, men hele to numre.
– Tak, fordi I ville se mig, og lad os så tales ved i løbet af vinteren, hvis valget falder på stedet her, sagde bagefter Rasmus Nøhr.
– Jeg har jo tre gange tidligere spillet i Hirtshals uden at få bank, så jeg tror godt, at jeg tør komme igen, tilføjede den populære sanger.
Det var Lene Kappelgaard Larsen, som på Facebook havde fået kontakt med Rasmus Nøhr, der er på jagt efter egnede steder til næste sommers havefester under overskriften Danmark Dejligst.