»Den skyldige« i Lønstrup Café Bio

Jakob Cedergren er konstant i centrum som Asger, en politimand parkeret i alarmcentralens opkaldscenter efter en lidt for ivrig strafudmåling på gaden. Han er i stort og småt et dumt svin.

47

Jakob Cedergren snerrer ad kollegerne og muntrer sig med sin gamle kollega over de aktioner, hvor de har kunnet gå i flæsket på folk. Han bliver involveret i en kidnapningssag, og historien er i gang.

Det er en dansk lavbudgetthriller, men den vandt publikumsprisen på den amerikanske Sundance filmfestival.

Da en panisk, snotforvirret fyr ringer 112 efter en ambulance, skærer Asger ind til benet: ”Ja, du har taget narkotika, ikke? Det er jo så din egen skyld.” Han lover at sende både ambulance og politi – og gnægger for sig selv, da fyren lægger på.

Men så kommer der et nødråb, der rusker op i ham. En grådkvalt kvinde, som lader til at tale med sit barn.

Asger skal lige til at lægge på, da der går en prås op for ham. ”Er du blevet bortført, Iben?” spørger den før så apatiske Asger, nu lysvågen. ”Ja,” svarer hun med bævrende stemme.

Og så følger et kapløb med tiden fortalt i realtid. Asger indhenter oplysninger fra Iben og hendes datter om den voldsdømte eksmand, der har kidnappet hende. Målet er at finde frem til, hvor hun bliver ført hen, så politiet kan komme dem i forkøbet.

Vi ved aldrig mere end Asger. Der klippes aldrig væk fra alarmcentralen. Al spænding udspringer af, hvad han får at vide over telefonen, og hvor hurtigt han fortæller det videre.

Så man sidder med hjertet i halsen og tapper utålmodigt på biografsædets armlæn, når Asger tager sig tid til at berolige Ibens lille datter i stedet for øjeblikkeligt at give farens nummerplade til patruljevognen på motorvejen.

”Du har hørt om politiet, ikke?” spørger han den forskræmte pige, der vil vide, om far nu vil slå mor ihjel. ”Vi er vogtere. Der sker ikke din mor noget.”

Kvinder og børn først. Det siger meget om vores hovedpersons selvforståelse, og om de faldgruber, han graver for sig selv, da han nægter blot at være telefonpasser og i stedet graver sig dybere ned i familietragedien.

På intet tidspunkt lider filmen under sit lave budget. Hvis der havde været klippet væk til en dyr biljagt, havde »Den skyldige« mistet sin klaustrofobiske umiddelbarhed. Og bare fordi kameraet ikke kommer uden for stationen, behøver filmens handling jo ikke at holde sig til ét sted.

En minimalistisk politifilm med enorm gennemslagskraft. Det er fremragende spil. Og en fremragende film.

Den danske oscarkandidat »Den skyldige« vises i Lønstrup Café Bio.

Filmen vises første gang onsdag den 10. oktober kl. 19.30.  

Den vises også den 11., 12 og 14. oktober kl. 19.30.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments