Hent millioner fra stadion til Vendelbohus

Det har også faldet mig for brystet, at kommunen sponserer Vendsyssel FF med et, for mig, ukendt beløb. Private virksomheder skal ikke have kommunal støtte.

1356

Der bliver kastet med skarpe knive i den pågående debat om byrådets ønske om at fjerne grundlaget for det, der er kaldt folkets kulturhus og forsamlingshus i Hjørring – Vendelbohus.

En af mange flittige brugere og en stor tilhænger af Vendelbohus er Tom Jespersen, som fredag aften befinder sig i en propfyldt sal på Vendelbohus til koncert med Beatles Revival.

Han er voldsomt utilfreds med byrådspolitikernes prioritering af borgernes skattekroner, som for store beløbs vedkommende går til kommunens teater, Vendsyssel Teater, og til kommunens fodboldstadion – Nord Energi Arena – men ikke til kommunens kulturhus Vendelbohus.

-Hvad med at hente nogle af de 17,5 millioner, som byrådet vil bruge på tribuner på stadion. Er det nødvendigt, når der kun kommer 2500 tilskuere til kampen mod det bedste hold i superligaen. Drop de planer og nøjes med overdækning af tilskuerpladserne, og giv så de nødvendige penge til Vendelbohus. Det giver mening, skriver Tom Jespersen.

Ole Michaelsen fra Hjørring skriver om Vendelbohus således:
-Jeg forstår ikke, at der ikke kunne findes en million mere til driften. Det er virkelig svært at se, hvorledes det er mulig at drive stedet, når byrådet fjerner hele eksistensgrundlaget. Og ingen ønsker vel, at byens forsamlingshus skal lukke.

-Det har også faldet mig for brystet, at kommunen sponserer Vendsyssel FF med et, for mig, ukendt beløb. Kommunens opgave er at stille faciliteter til rådighed.
Og det må vi sige, de gør. Private virksomheder skal ikke have kommunal støtte. Jeg håber virkelig ikke, der er andre klubber, ud over folkeoplysningsloven, der får støtte af den art. Og denne her må fjernes snarest.

-At der samtidig ofres flere millioner på stadion er også trist. Det er penge, der kunne gå til asfalt og cykelstier og lignende.

Per Boelt skriver:
-Jeg kan huske at sysseltinget skulle lukke, på grund af skimmelsvamp som slet ikke var så slemt som de sagde, og fordi der blev indgået et kultursamarbejde mellem Hjørring og Frederikshavn kommune, og det blev opdelt sådan at Frederikshavn skulle tage sig af den musiske del og Hjørring skulle have teaterdelen.

-Byrådet sagde dengang, at det var en god ide for det ville tiltrække nye borgere til kommunen så det var godt at de havde gode muligheder for og gå i teater, vi har jo Hjørring Teater på Vendelbohus og ville bygge et nyt, Vendsyssel Teater, det var hvad der blev meldt ud fra byrådet dengang.

-De sagde også at de 3,5 millioner kroner, det ville koste at renovere Sysseltinget, ville blive brugt på Vendelbohus, så de foreninger der brugte sysseltinget kunne benytte sig af Vendelbohus, men de penge er vist aldrig blevet brugt, så i mine øjne har vi et meget utroværdigt byråd her i byen.

-Så kære venner lad os nu stå sammen og vise dem at vi vil bevare Vendelbohus, der kommer 40.000 – 50.000 brugere om året så det har sin berettigelse.

Flere af Vendelbohus’ støttere har lagt op til en form for demonstration og tilkendegivelse i forbindelse med byrådsmødet den 10. oktober, hvor et flertal i byrådet vedtager det budget, de allerede har lavet aftale om. Og som er uden skattekroner til Vendelbohus.

1 Kommentar
Inline Feedbacks
View all comments
Marc Real
6 år siden

Ærgerligt at Hjørring kommune bevidst lukker institutioner ned der giver folk livskvalitet, ved de ikke hvor dyrt det bliver for kommunen på sigt..?
hvor fattigt et samfund er vi hvis ældre for lukket plejehjem og kultursteder der definerer Hjørring lukker et efter et..?
Håber folk står sammen og kræver de svageste i samfundet er tilgodeset først, så kan vi se på hvad der ellers er råd til og om der skal renoveres eller bygges nyt.