Igen i år var der en flot tilslutning fra udstillere af dyr og maskiner, og en kolossal flot opbakning fra de mange frivillige, som er afgørende for, at dyrskuet kan afvikles. Dyrskuets bestyrelse retter nu blikket frem mod Hjørring Dyrskue 2019, og det sker med en ændret bestyrelse.
Ændringen sker på grund af, at Jens Myhren har ønsket at stoppe som formand efter 3 år på posten. Ny formand bliver LandboNords 1. næstformand, Lars Mellemkjær, der har været menigt medlem af bestyrelsen i 3 år. Jørgen Larsen fortsætter som næstformand, ligesom Kirsten Mouritsen og Søren Ulrik Sørensen fortsætter deres arbejde i bestyrelsen. Derudover får bestyrelsen et nyt medlem – Lene Basballe fra Bindslev. Lene er et kendt ansigt i avls- og dyrskuekredse og har sammen med sin mand Palle Jensen, udstillet på dyrskuet i en årrække, ligesom Lene gennem flere år har siddet i dyrskuets udstillerudvalg. Lene har stor interesse i kontakten mellem landbruget og det øvrige samfund.
Lars Mellemkjær ser, som formand, frem til at videreføre den stolte tradition, LandboNord har med at afholde dyrskue i Hjørring. Et dyrskue, som er kendetegnet ved et meget højt fagligt niveau. Den nyvalgte bestyrelse vil nu, sammen med alle de frivillige, gå i gang med at planlægge Hjørring Dyrskue 2019, som finder sted den 21. og 22. juni 2019.