Budgetforlig lukker Havbakken og siger nej til Vendelbohus

Det er helt afgørende, at vi kigger 10-15 år frem i forhold til pleje af vores ældre og dermed fremtidens plejestruktur.

1482
Foto: Arkiv.

Ældrecentret Havbakken i Tornby lukkes, og der kommer ingen driftspenge til at videreføre Vendelbohus i kommunalt regi, og det hele er for borgernes skyld.

Omtrent sådan kan man vel tolke det budgetforlig, som Socialdemokratiet, Konservative og SF har indgået om næste års budget for Hjørring Kommune. Dermed står 18 ud af 31 byrådsmedlemmer bag aftalen. Budgettet vedtages dog fortsat endeligt på næste byrådsmøde.

Om Vendelbohus oplyser forligspartierne: Driftsreduktionen fastholdes, men inden påbegyndelse af afviklingen af Vendelbohus genudbydes en forpagtningaftale.

Om lukningen af Havbakken hedder det: Hensynet til kvaliteten overfor de borgere, der bor på plejecentre står som udgangspunkt over hensyn til nærheden. Derfor fastholder parterne beslutningen om lukning af Havbakken.

Forligspartierne har gennem borgmester Arne Boelt (S) udsendt følgende:
Den helt store udfordring har været spørgsmålet om lukning af Ældrecenter Havbakken i Tornby. Det er aldrig rart at stå overfor lukninger af kommunale institutioner. Men jeg og parterne bag denne aftale mener, at det er nødvendigt, at vi handler i forhold til vores snævre økonomiske rammer og borgernes ønsker om at blive længere i eget hjem.

Hensynet til kvalitet i forhold til de borgere, der bor på ældrecentre, er vigtigere end nærhed. Vi er ikke i tvivl om, at det er den rigtige beslutning på længere sigt, og derfor er vi nødt til at træffe beslutningen nu. Vi ønsker ikke at fastholde beboere, pårørende og medarbejdere i den urimelige uvished, som de har været i det seneste halve år, siger borgmester Arne Boelt (S).

For parterne bag forliget handler lukningen af Ældrecenter Havbakken også om at komme fremtiden på ældreområdet i møde.

Det er helt afgørende, at vi kigger 10-15 år frem i forhold til pleje af vores ældre og dermed fremtidens plejestruktur. Det er et kendt faktum, at der bliver flere ældre demente borgere, som kræver en specialiseret form for pleje og særligt indrettede plejecentre.

Dernæst vil sundhedsteknologi komme til at spille en langt større rolle i hverdagen på vores plejecentre, end den gør i dag – både for borgerne og medarbejderne. Samtidig bliver der en meget stor gruppe af borgere, som lever længere og har det bedre. Og netop den gruppe vil have nogle helt andre behov og efterspørge nye og andre tilbud end dem, vi kender i dag, siger Per Møller (K).

Budgettet har handlet om mere og andet end lukningen af Ældrecenter Havbakken. På grund af den snævre økonomi og det urimelige udligningssystem er der desværre endnu engang behov for at skære i servicen bredt i hele kommunen.

Men det er heldigvis lykkedes at friholde blandt andet værestederne indenfor socialpsykiatri, rengøring til de ældre og dagtilbudsområdet, samtidig med at en del af de foreslåede besparelser på skoleområdet er fjernet.

Når vi taler om væresteder indenfor socialpsykiatrien, er der tale om nogle af de svageste i vores samfund, som ofte ikke har det overskud i hverdagen, som mange andre har. Derfor har vi en særlig forpligtelse til at have møde- og væresteder, som for så mange mennesker er så vigtige, siger Peter Duetoft (S)

Derudover er der fundet midler til at indgå en arbejdstidsaftale med lærerne.

Det er vigtigt med et fortsat godt samarbejde med vores medarbejdere, og i det lys er indgåelse af en arbejdstidsaftale med lærerne et fornuftigt skridt – også for vores skoler og især for vores børn, siger Jørgen Bing (SF).

Budgetaftalen indeholder også et fornuftigt anlægsbudget med rum til yderligere vedligeholdelse af kommunens bygninger og veje, samtidig med at byggeriet af en ny skole i Vrå kræver mange midler. Derudover er der fundet penge til etablering af ny daginstitution i Hjørring Øst.

Læs her hele budgetaftalen.

Kilde: Forligspartierne bag Hjørring Kommunes budget 2019-2022.

1 Kommentar
Inline Feedbacks
View all comments
Johanne Kjelgaard
6 år siden

Hvordan vil kommunen få råd til at bygge nye store plejehjem når vi kommer til2020. Det var jo det der var intentionen efter hvad borgmesteren udtalte på borgermødet i Tornbyhallen. Var det så ikke bedre at tage de 5 millioner op af kommunekassen ,som der mangler for at Havbakken kan køre videre.