Endnu en sejr til Hirtshals Old Boys

Det er 4. gang i træk, at Hirtshals Old Boys vinder turneringen Vendelboerne.

1136

Mandag aften slog Hirtshals sejren fast med en komfortabel hjemmesejr på kunstgræsbanen på Nejst.

Det blev til en 5-1 sejr over bundholdet Bagterp. Målscorere for Hirtshals blev Duvier Prado, Dennis Poulsen, Ronni Mølving og 2 mål af den altid farlige Thomas Tomo Sørensen.

Hirtshals slutter øverst med 49 point for 21 kampe. Det er en stor triumf for træner Jesper Poulsen, som er ny på posten sammen med rutinerede Jesper Therkelsen. Trænerteamet har med stor succes fået nye spillere, som Thomas Simba Larsen og Martin Axelsen til at blomstre i denne sæson.

Martin Axelsen blev suverænt kampens spiller og kronede dermed en rigtig god sæson. Flot spillet af den lille, men stærke fighter.

Tidligere i år har Hirtshals Boldklub modtaget HAS prisen for god integration af flygtninge, Old Boys holdet er ingen undtagelse. Mandag aften var de 2 colombianere Duvier Prado og John Alvaro Golu Filigrana i startopstillingen for Hirtshals.

Med sejren mandag er holdet klar til VM turneringen (Vendsyssel Mesterskabet) som begynder i oktober. Her spilles mod holdene fra Nordjysk Fodboldliga og Østvendsysselturneringen.

Hirtshals Grand Old Boys har ligeledes kvalificeret sig til VM turneringen. På grund af mangel på Grand Old Boys hold har holdet spillet i Pulje B mod yngre hold, men det er lykkedes at opnå 48 points for 22 kampe. Et flot resultat af trænerteamet Morten Golle Berendt og Kurt Nisvis Christensen.

Det har været en stor udfordring at møde hold med spillere, som er 10-15 år yngre, men de rutinerede drenge har klaret sig rigtig godt, og det har været en fin sæson. Denne nye struktur har betydet, at Hirtshals Old Boys Veteraner, med Mogens Moc Christensen i spidsen, har været presset i denne sæson.

Tidligere har holdet lånt spillere fra de yngre hold, men eftersom alle 3 hold tit har spillet samtidig, har der været brug for alle kræfter. Det er gået nogenlunde, men heldigvis er der mange medlemmer i Old Boys afdelingen i Hirtshals Boldklub, hvilket man tit ser ved arrangementer i byen. Old Boys spillerne arbejder frivilligt ved eksempelvis Naturmødet og Fiskefestivalen.

Dermed er det slut for sæsonen 2018 for Old Boys, en sæson som startede tilbage i marts med en fantastisk tur til London. Nogen kaldte træningslejr andre Team Building, men det kan i hvert fald konstateres, at fællesskabet og holdånden er intakt ved de gamle i Hirtshals Boldklub.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments