Vendelbohus tæt på lukning

Alternativet er et salg af Vendelbohus, og det kan muligvis være til nedrivning og opførelse af boliger.

1778

Vendelbohus i Hjørring er kommet nærmere det endelige kommunale dødstød og en lukning.

11 rekvirerede inden fristens udløb udbudsmaterialet om at forpagte det kommunalt ejede kulturhus Vendelbohus i Hjørring, men vilkårene har ikke fået nogen til søge forpagtningen.

-Ved fristens udløb var der ingen, der havde henvendt sig for at blive prækvalificeret for efterfølgende at afgive bud. Herefter indgår Vendelbohus i den samlede budgetproces for Budget 2019-2022, oplyser udviklingskonsulent Peder Thøgersen, der er ansat i Plan og Udvikling og har arbejdet med Vendelbohus-sagen og herunder også dele af udbuddet.

I den pågående budgetproces for Hjørring Kommune 2019-2022 ønsker et flertal i byrådet tilsyneladende at fjerne det kommunale tilskud til driften af Vendelbohus, som dermed ikke længere kan fortsætte. Budgettet ventes vedtaget i løbet af få uger.

Alternativet er et salg af Vendelbohus, og det kan muligvis være til nedrivning og opførelse af boliger.

Vendelbohus danner ramme om mange kulturelle arrangementer som koncerter med mange store navne lige fra Dr. Hook til Niels Hausgaard. Tidligere blev også Hjørring Revyen opført på Vendelbohus men er nu flyttet til det nye Vendsyssel Teater.

Hjørrings store teaterforening, Hjørring Teater, spiller primært i den flotte og for mange nærmest magiske gamle teatersal fra 1907 på Vendelbohus. Det er en sal, som i 110 år har været og fortsat er rammen om store teateroplevelser i Hjørring.

Her spiller blandt andet Folketeatret fra Nørregade i København, Danmarks største turneteater, Det Kgl. Teater, Dansk Danseteater, Landsteatret, Den Jyske Opera, Operettekompagniet med flere, som bringer mange af dansk teaters store navne til Hjørring.

Hjørring Teater præsenterer i sæson 2018-19 sit trofaste publikum for 16 forskellige forestillinger med 26 opførelser fra 9 forskellige teatre.

 

5 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments
Tomjespersen
6 år siden

Sååååå forfærdeligt et byråd og kulturudvalg som er under enevælde af king of the world
Føj for krystere
Vågn op nuuuuu Hjørring

Søren Chr. Jensen
6 år siden

Det er jo vanskeligt, det her. Da vi har fået det nye teater, så vil de folk, der ikke bor i byen, ikke være med til at redde Vendelbohus. At huset er ligeså vigtigt for byens og kommunens kulturliv som altid, rører tilsyneladende ingen. At driften er såpas billig, at det ikke spiller nogen rolle rent økonomisk vil man ikke høre, for der er jo forsamlingshuse og klubhuse rundt om…
Det er for ringe, at man ikke kan finde en løsning. Jeg husker, da vi solgte det tidligere kunstmuseum med kommunens flotteste kunstværker til sparekassen for en slatskilling, selv om der kunne være udviklet et kunstnerisk liv der, som ikke kan være på kunstmuseet.
Skal vi nu til det igen?

Birgit Hedegaard
6 år siden

Det er ganske forfærdeligt, det byrådet har gang i –
Det er jo så mange brugere af byens gamle kulturhus. Vendsyssel Teater kan jo overhoved ikke rumme alle de aktiviteter, der er på Vendelbohus. Jeg har ladet mig fortælle, at der går 50.000 brugere igennem det gamle hus pr. år.
Hvor har de (byrådet) tænkt sig, at teaterforeninger skal spille deres forestillinger. Jeg ved godt at det er to vidt forskellige kulturaktiviteter, men der var da ikke slinger i valsen, da der i snuptag blev fundet 17millioner til
fodboldkulturen.
Vendelbohus SKAL bevares, så fattige kan det da ikke passe, at kommunen er.
Hvad med folkeaktier, kunne du Søren Chr. være foregangsmand for det – eller noget andet, der kan redde Vendelbohus

Søren
6 år siden

Jeg ville ønske at byrådet ville gå ind i den store sal og ydmygt lægge øret til og høre vores kunst-og kulturhistorie i dens spil, men det vil kolde hjerter ej forstå…

Claus Tejsner
6 år siden

Medens Byrådet lukker ned for kulturen i Hjørring, opruster stort set alle øvrige provinsbyer (Viborg, Randers, Herning, Silkeborg, Horsens, Vejle ect.ect) på det kulturelle og idrætslige plan. Det gør de fordi det tiltrækker folk udefra og markedsfører byerne mere end noget andet…. Hvis man ikke kan se at en superliga klub er et kæmpe markedsføringsscoop, at et historisk teater er en fantastisk mulighed for kulturelle udbud, at en midtby skal være tilgængelig, så graver man sin egen grav – afvikler !!