
Filmen, der er blevet rost fra alle sider, er et eventyr, der foregår op til den kolde krig i USA i 1962. Det handler om en kærlighedsaffære, mellem den ensomme, romantiske og stumme rengøringsdame Elisa og en mærkelig, paddeagtig, menneskelignende havmand, der bliver holdt fanget på det amerikanske militæranlæg, hvor hun arbejder.
Eventyret er et mesterværk fyldt til bristepunktet med gammeldags filmiske glæder. Dramaet modtog som nævnt hele 4 Oscars.
Nogle filmiske mesterværker ankommer på lærredet for fuld hammer, med en gruppe kamphelikoptere til tonerne af Wagners Valkyrieridt.
Andre kommer snigende. De er som at se et tæppe blive vævet, én tålmodig tråd ad gangen, mens ens forundring vokser sig større, i takt med at det overdådige mønster tager form. Guillermo del Toros »The Shape of Water« hører til den sidste kategori.
Allerkortest fortalt handler filmen om en kærlighedsaffære, der udspiller sig i Baltimore i 1962, mellem den ensomme, romantiske, stumme, men ikke døve rengøringsdame Elisa og en mærkelig, paddeagtig, menneskelignende havmand, der bliver holdt fanget på det amerikanske militæranlæg, hvor hun arbejder.
Historien forankres i den virkelige verden med udgangspunkt i et nervøse Amerika, vi møder i året for Cubakrisen.
Elisa har to sider. Hun er en eventyrprinsesse, der venter på at kysse en magisk frø, så hun kan bryde den barndomsforbandelse, hun engang pådrog sig i et mystisk uheld, hvor hendes stemmebånd blev skåret over.
Men hun er også en virkelig kvinde med behov og begær, der håndterer sin mangel på en partner ved at onanere i badet hver morgen, inden hun pendler til arbejde.
Elisa bor i en gammel lejlighed over en reprisebiograf, lige ved siden af sin ven Giles. Han er en trist, men evigt håbefuld, homoseksuel kunstner, der i sit livs efterår stadig ikke er kommet ud af skabet. Giles får også lov at indlede og afrunde filmen som eventyrfortæller med korte voice-over-passager om monstre og prinsesser.
Elisas nemesis er den sadistiske Oberst Strickland, der er sikkerhedschef på det militæranlæg, hvor Elisa arbejder. Strickland, der altid har en politistav i hånden, hader afvigelser, og netop den form for krænkelse af naturens orden, ser han i det paddelignende væsen, han har fanget i en sydamerikansk flod.
Denne smidige, nysgerrige, smukt realiserede havmand, er skæbnebestemt til at blive dissekeret i videnskabens og våbenkapløbets navn.
Elisa gør rent på det laboratorium, hvor væsnet holdes fanget. Hun er stum, så der er ingen risiko for, at hun taler over sig. Hun og havmanden indleder et umage venskab, da hun tilfredsstiller hans trang til hårdkogte æg i scener, der er både ømme og erotiske.
Filmen vises også den 28. og 30. september kl. 19.30.




















































