Bordtennisklubben B75 har i disse dage besøg af præsidenten for bordtennisforbundet i Uganda.
– Dette besøg har længe været planlagt, men er blevet obstrueret af et meget restriktivt dansk visumsystem. Endelig lykkedes det dog fornylig for præsidenten at få visum og komme til Danmark, fortæller Peter Sundbæk fra B75.
Besøget er starten på et samarbejde mellem B75 og flere lande i Afrika. Det bliver således med samarebjdet muligt for de afrikanske lande at sende spillere og trænere på udviklende ophold i klubbens Hot Spot Center i Hirtshals.
Præsidenten fra Uganda har nemlig sagt god for forholdene her i det nordvestlige Vendsyssel og ønsker at indgå en aftale med B75. Derfor er det naturligvis en forudsætning med fleksible visumregler og ikke mindst hurtig udstedelse.
Visumproblemet blev som tidligere omtalt søndag drøftet med borgmester Arne Boelt og folketingspolitiker Rasmus Prehn (A). Sidstnævnte lovede at tage affære, da han hørte om problemet og indså urimeligheden i buraukratiet. B75 må da også efterfølgende erkende, at Rasmus Prehn nok har nogle knapper at trykke på, som de i klubben ikke har.
Kun 24 timer efter, at den socialdemokratiske toppolitiker hørte om problemet, var det løst, og de 14 unge spillere fra Uganda, som ventede på besked om, hvorvidt deres træningsophold i Hirtshals til oktober kunne blive en realitet, fik en positiv besked fra den danske ambassade.
B75 venter desuden i løbet af de næste måneder besøg fra Grønland. Det drejer sig om en træningslejr og uddannelse af trænere, med deltagelse af omkring 20 personer. Snart kommer også Brian Mutua, en ung spiller fra Kenya, som skal være her i tre måneder. Derefter kommer de 14 unge talentfulde spillere fra Uganda
– Vi forventer også, at vores ven af huset, Hamidou Sow fra Senegal, som har været her et par gange før, kommer forbi, og endelig tales der med kontakter i Indien om et samarbejde, fortæller Peter Sundbæk.
Allerede nu er der spillere fra Grønland, Egypten, Jersey, England og Island tilknyttet B75 i Hirtshals.
Arkivfoto: Jim Christensen.