Formand for Arbejdsmarkeds- og Uddannelsesudvalget i Hjørring Kommune, Thomas Klimek (S), er utilfreds og ærgerlig over Undervisningsministeriets aktuelle proces med at få etableret den nye, forberedende grunduddannelse, FGU.
Regeringen har sammen med folketingets partier vedtaget en ny forberedende grunduddannelse, der skal være statsligt selvejende, og hvor Hjørring Kommune skal betale hovedparten af driften for den nye forberedende grunduddannelse, der skal starte op i Hjørring Kommune om mindre end et år.
Dele af processen er imidlertid stærkt forsinkede, og Hjørring Kommune har endnu ikke klare retningslinjer omkring væsentlige dele af FGU´en, ikke mindst opstart af bestyrelserne.
– Der er kun ti måneder til at FGU´en skal starte op (1. august 2019), og regeringen og folketinget har med FGU´en sat et ambitiøst mål for de 15-25 årige uden uddannelse. Selve lovprocessen var i sig selv voldsomt forsinket, og det endelige lovkompleks forelå først kort før sommerferien, siger socialdemokraten Thomas Klimek.
Særligt uklarheden omkring bestyrelserne og den forsinkede opstart af denne, finder den socialdemokratiske udvalgsformand træls.
– Bestyrelserne er endnu ikke endeligt udpeget af ministeren og dermed står arbejdet i stampe. Undervisningsministeren har i sin egen tidplan skrevet, at bestyrelserne skulle i gang 1. september og derfra i fuld sving med at udarbejde en vedtægt for FGU Vendsyssel, og ikke mindst få sat gang i det måske allervigtigste, nemlig at få ansat den helt rigtige person til den vigtige stilling som institutionsleder for FGU Vendsyssel. Ministeren har selv sat 1. december som deadline for ansættelse af institutionsleder, hvilket jo er lige om lidt. Sådan en ansættelse sker altså ikke bare lige på den flade hånd, men skal være grundig. Det bliver en krævende stilling, der kræver en kapacitet med særlige kvalifikationer og kompetencer, konstaterer Klimek.
Men det socialdemokratiske byrådsmedlems ærgrer sig først og fremmest på vegne af de kommende FGU-elever og medarbejdere.
– Den forsinkede proces er mildest talt noget roderi, som ministeriet byder os kommuner. Vi skal løfte størstedelen af opgaven, både økonomisk, logistisk og praktisk, for den statslige FGU. Den opgave tager vi på os og vil håndtere bedst muligt, men det er drønærgerligt og ganske enkelt ikke i orden, at processen er præget af uklare retningslinjer. Jeg får ganske pænt med henvendelser og spørgsmål til FGU´en, men en del kan jeg ikke svare på, da vi selv mangler væsentlige svar fra ministeriet. Kommunalt ønsker vi at løfte vores del bedst muligt over for vores unge og de kommende FGU-medarbejderne. Derfor er det kritisabelt, at vi gives så kort frist til forberedelse og planlægning af det kommende uddannelsestilbud, når tilbuddet har så vigtig en præmis, nemlig at løfte de unge videre i uddannelse og job, slutter Klimek.
Udvalgsformanden håber på snart at høre endelige udmeldinger fra den ansvarlige undervisningsminister, Merethe Riisager fra Liberal Alliance.