
Nærværende, tidløse og vedkommende fortællinger, der tager afsæt i virkelige begivenheder i Lunau & Sunds liv, er omdrejningspunkt i de 12 nye sange på ”Landet Brænder”.
Trine og Peter finder inspiration i hverdagen, fælles oplevelser, drømme, naturen og ikke mindst på rejser, der enten i øjeblikket eller på et senere tidspunkt omsættes til eftertænksomme og finurlige sangtekster. At opholde sig på øer giver fx stor inspiration til det musikalske par. Flere tekster på det nye album er blevet til på Mallorca, Gotland og på Christiansø.

Når Lunau & Sund ikke lader sig inspirere af oplevelser og livet omkring dem, henter de inspiration i litteraturens enorme skatkammer. Fx Halfdan Rasmussen på nummeret ”Tomme Tanker” og digte af Yeats på ”En Sommernat ” og ”Kærlig Måne Forsvinder”. Et par af numrene er desuden skrevet i samarbejde med andre nordiske sangskrivere ved forskellige sangskrivercamps.
Meget mere end musikalske venner
Privat danner sangerinde Trine Lunau og guitarist Peter Sund par. Og de klæder hinanden – såvel i musikkens som kærlighedens navn. Trine Lunau er i front på størstedelen af numrene, og hendes klare vokal brænder igennem og suppleres, både på kor og som duet, af Peter Sunds dybere stemme og hans melodiøse guitarspil.
Det nordiske islæt fornægter sig ikke på det aktuelle album, der både skuer tilbage og frem og på ingen måde lader sig sætte i bås.
Albummets første single ”Medvind” har opnået masser af airplay på DR P5 og på landets lokalradioer. Titelsangen ”Landet Brænder” er valgt som anden single. ”Det er en sang om fællesskab. Om at stå sammen, når en ydre fjende nærmer sig – i dette tilfælde en brand”, siger Trine Lunau og fortæller, at sangen blev til på færgen på vej fra Sverige til sangskrivercamp på Gotland. Under overfarten får de en sms fra en bekendt, der fortæller, at en skovbrand raser på Gotland – og det sætter tankerne og sangskriver-pennen i gang.
Trine Lunaus nylige tab af sin moder er omdrejningspunkt på to af albummets numre.”Holder Fast” er en sang om at miste og blive forladt og ”Der Hvor Du Er” handler om det eksistentielle grundvilkår – at vi alle skal her fra.
Forrige udgivelse, det anmelderroste album ”Prinsen af Bjerget” fra 2015, var hovedsagelig en ren duo affære. Denne gang fletter Lunau & Sund fingre med et ypperligt hold af musikere fra den danske musikscene. Palle Hjorth: Mellotron, synth, klaver (Poul Krebs, Peter Sommer, Savage Rose o.m.a), Bo Gryholt: Bas (Kim Larsen og Kjukken), Jesper Elnegaard: Trommer (Søren Huss, Aura m.fl.) samt Marcelo Woloski på percussion (Snarky Puppy, Banda Magda m.fl.).
Torsdag den 11. oktober kl. 20 kan duoen opleves i Bønnehuset i Mygdal.
Køb billetter her: Bønnehuset.
Foto: Rico Feldfoss





















































