Frøken Katrine
Hun står så betuttet på torvet
med skuldrene lidt trukket op
i hænderne har hun en taske
som hun trykker helt ind mod sin krop
der er jo en masse derude
som blot tænker på vold og på rov
helt alene i verden Katrine
savner kærligheds glæde og sjov
Hver aften går frøken Katrine
i seng med sit livs efterår
det ligger og nulrer Katrines
permanentede tyndslidte hår
det sker midt om natten hun støder
ind i livet hun aldrig forstod
ind i vennen den eneste ene
som i våren Katrine forlod
Forsigtigt hun kradser på verden
og prøver at skue derind
forsøger at linde på døren
til et andet og lettere sind
men verden er hårdfør i kanten
hendes dør indtil sindet er tung
og Katrine nu savner de kræfter
som hun ej heller havde som ung
Mens bukserne blafrer i vinden
og tasken mod brystet bli’r klemt
Katrine hun længes mod natten
og den ven som hun aldrig har glemt
en ringdue letter fra torvet
og Katrine går langsomt et skridt
bag ved tasken det værker i såret
der hvor livet Katrine har bidt
Vel hjemme i tryghedens stue
Katrine hun hviler sig lidt
og renser den væskende sårkant
med en dulmende klar akvavit
på bordet ved siden af stolen
et par snapseglas gi’r hende lov
til i løbet af dagen at drømme
om lidt kærligheds glæde og sjov
Af lyriker og forfatter Poul Jansen, Hirtshals, august 2018.
