Bedste sæson nogensinde med bunkerture i Tversted

Tirsdag i uge 33 var sidste chance for at deltage i de yderst populære sommer-bunkerture i Tversted. 2018 er uden tvivl den bedste bunker-sæson i Tversted.

359

De sidste 6 sæsoner er bunkerturene i Tversted vokset sig til en vaskeægte turist-succes og besøgstallet er vokset fra ca 60 deltagere det første år, til langt over 450 i år.

Knap 450 besøgende turister og lokale interesserede, deltager nu hvert år på bunkerturene, og interessen er støt sigende år for år.

Det er hovedsageligt danske ferieturister, der deltager på de guidede ture, men der er også stor interesse fra lokale fra både Tversted og resten af Vendsyssel, og en enkelt udenlandske turist er også at finde på turene i ny og næ. Derudover er der mange foreninger og firmaer, der året igennem bestiller en bunkertur i Tversted.

– Der er ingen tvivl om, at bunkerturene i Tversted er blevet denne succes, fordi vi formår at blande historien om de tyske militære bunkere med lokalhistorien og lokale anekdoter fra besættelsen, fortæller formand for Bunkergruppen Hirtshals, Flemming Hammer.

– Det kan vi mærke, at folk søger, og deltagerne syntes, det er spændende at se og høre blandt andet, hvor den tyske kommandant “Hauptmann Schulemann” boede, hvor de tyske soldater lavede mad, hvor der stadig er næsten komplette løbegange og ikke mindst at kunne besøge en noget nær komplet infanteri-bunker, der stadig står indvendig, som den blev forladt, med komplet panser-kuppel og med den originale maskingevær-affutage, tilføjer Flemming Hammer.

Det er som allerede nævnt formanden for Bunkergruppen Hirtshals, Flemming Hammer, der selv er guide på alle bunkerturene i Tversted, og han er efterhånden en kendt skikkelse i sommerlandet, når de mange besøgende gæster sommeren igennem traver rundt i området og beser de tyske efterladenskaber.

De 60 bunkere, som er bygget i kanonbatteriet i Tversted, er noget anderledes end andre kendte bunkersområder, da stort set alle de tyske bunkers ligger på private grunde, hvilket har betydet, at man i Bunkergruppen Hirtshals har brugt mange timer på opsøgende arbejde og kontakt til lodsejerne, og efterfølgende lavet aftaler om, at bunkerne må benyttes til fremvisning på bunkerturene.

– I efteråret og vinteren over bruger de frivillige folk fra Bunkergruppen Hirtshals mange timer på at klargøre området til næste sæson. Der er bunkere, som sander til, stier der gror til og aftaler, der skal indgås med henblik på nye og spændende ruter, for skal man formidle historien på en seriøs og dragende måde, er man nødt til at forny sig og holde folks nysgerrighed skarp, fastslår Flemming Hammer.

Siden 1991 har Bunkergruppen Hirtshals eksisteret. Den blev oprettet, da man startede med at grave det store bunkersanlæg “10′ batteri” frem, der ligger oppe ved Hirtshals Fyr.
Bunkergruppen Hirtshals brugte knap 10 år på at lave bunkermuseet og drev selv museet og de guide ture de første 16 år, indtil VHM (Vendsyssel Historiske Museum) tilbød at overtage drift og formidling.

Bunkergruppen Hirtshals er idag VHM’s officielle arbejdsgruppe i bunkermuseet og står for vedligeholdelse og reparationer af bunkerne med mere, idet Flemming Hammer er formand for en lille eksklusiv skare af ligesindede bunkers-intereserede.

De tyske bunkers er som sagt militærhistoriker Flemming Hammers speciale, men til det mere dybdegående kendskab til lokalhistorien i Tversted og omegn har han allieret sig med flere lokale ildsjæle, der gerne bibringer ny og spændende historisk information til de populære bunkerture.

– Årets sidste officielle bunkertur er traditionen tro tirsdag i efterårsferien uge 42, og derudover er det altid muligt for selskaber og foreninger at bestille en bunkertur i området, slutter Flemming Hammer.

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments