Skoleleder Troels Stensbak bød onsdag morgen Bagterpskolens nyeste elever velkommen for første gang. De 67 nystartede elever fik alle en grøn goodiebag i velkomstgave. I posen lå der gode råd til, hvordan deres forældre kan hjælpe dem i gang med at læse, og anbefalinger til gode højtlæsningsbøger.
– Læsning er en rigtig vigtig ting i skolen. Ikke kun for danskfaget, men generelt er det vigtigt, at man lærer at læse, siger Troels Stensbak, skoleleder på Bagterpskolen i Hjørring.
Den grønne goodiebag med vejledning til forældrene bliver udleveret på alle skoler i Hjørring Kommune.
– Vi kan jo lige så godt komme i gang. Så om det er nødvendigt, kan man diskutere, men det er vigtigt at få skudt det i gang og få forældrene med på banen fra starten, fordi vi tænker, at det er et fælles ansvar, at børnene lærer noget, siger Troels Stensbak.
Forældrene er glade for vejledningen
Efter den fælles velkomst i auditoriet blev eleverne sendt ud i klasselokalerne. De 67 elever er opdelt i tre klasser, og i 0.B tog forældrene godt imod den hjælpende hånd fra skolen.
– For mit vedkommende er det det første barn, vi skal have i skole, og det er klart, der ved man ikke rigtig, hvor man skal starte og hvor man skal stoppe, og så er det jo oplagt, at man får noget materiale med hjem, siger forælder Christian Nielsen.
Troels Stensbak mener, at en hel del har ændret sig siden de nye 0. klasseselevers forældre selv begyndte i skole, og derfor gør Bagterpskolen en stor indsats for også at klæde forældrene på til skolestarten.
– Det er vigtigt, at man har samarbejdet med forældrene, opbakningen og følelsen af, at det er et fælles ansvar at man får lært børnene nogle ting og får dem godt på vej, siger Troels Stensbak.
Kilde: TV2 Nord.