Jørgen Bing
Medlem af Hjørring Byråd
SF
Kære Byråd
Som bekendt udbad jeg mig for ca. tre uger siden en vurdering fra Miljøministeriet om den praksis, der blev lanceret i sommerferien, vedr. force majeure-/nødretstilladelser til landmænd om indvinding af vand fra åer, vandløb og søer med henblik på vanding af de tørkeramte marker.
Et svar blev umiddelbart lovet få dage efter, men sagen har åbenbart været så kompliceret og krævet så grundig juridisk granskning, at det endelige svar først indløb her til eftermiddag – 40 minutter efter ministeriets lukketid. Jeg videresender svaret i sin fulde ordlyd. Men som man kan se, er en lang række procedurer vedr. vandindvinding blevet tilsidesat i den konkrete sag.
For det første tales der konsekvent om “kommunalbestyrelsens tilladelse” – og ikke blot om “fagudvalgets”. Måske kan man plædere for at kompetencen i denne sag blot er overgivet udvalget af kommunalbestyrelsen (uden at byrådet som sådan er blevet hørt i den konkrete sag), men når muligheden for tilladelse til vandindvinding så oven i købet kun videreformidles som en overfladisk orientering til TMU’s medlemmer – og ikke en egentlig sagsfremstilling – mener jeg vi er på demokratisk gyngende grund.
At samtlige hørings- og indsigelsesmuligheder også er tilsidesat, gør ikke sagen mindre problematisk – særligt ikke, når man tager i betragtning, at vandet skal hentes fra et vandmiljø, som i forvejen er presset til det yderste af selv samme tørke. Jeg skal også henlede opmærksomheden på de afsluttende bemærkninger om brug af nødret, hvori det pointeres at “nødret på det forvaltningsmæssige område har et snævert anvendelsesområde, og Miljøstyrelsen ikke umiddelbart er bekendt med sager, hvor der i forbindelse med vandindvindingstilladelser er henvist til nødret”. En endelig afgørelse om betimeligheden i anvendelse af nødretsbegrebet i sådanne sager, henhører til Miljø- og Fødevareklagenævnet – eller i sidste ende domstolene.
Alt i alt efterlader svaret mig med en klar fornemmelse af, at kommunen i det konkrete tilfælde ikke bare “er gået til grænsen”, men også har overskredet den. Jeg forventer derfor at den uortodokse praksis ophører øjeblikkeligt (hvad vejrudsigten måske også i sig selv tilsiger), og at den anvendte force majeure-/nødretspraksis bliver grundigt debatteret i såvel fagudvalg som byråd.
For med de klimaændringer vi i disse år er vidne til, bliver problemet nok ikke mindre aktuelt i de kommende år.
Miljøministeriets svar til Jørgen Bing
Kære Jørgen Bing
Som aftalt telefonisk hermed en kortfattet gennemgang af regelgrundlaget for indvinding af overfladevand til markvanding.
Tilladelse til vandindvinding gives efter reglerne i vandforsyningslovens[1] kapitel 4 og vandindvindingsbekendtgørelsen[2], og meddeles af kommunalbestyrelsen.
Vandindvindingsbekendtgørelsen beskriver kravene til, hvad henholdsvis en ansøgning om tilladelse til vandindvinding og selve tilladelsen skal indeholde. I vandindvindingsbekendtgørelsens § 6 beskrives det, hvad en ansøgning skal indeholde. Det fremgår, at ansøgningen bl.a. skal indeholde angivelse af formålet med indvindingen med begrundelse for størrelsen af den ansøgte vandmængde, angivelse af den ønskede beliggenhed af indvindingssteder og skønsmæssig angivelse af mulighederne for at indvinde den ansøgte vandmængde og af følgevirkningerne af indvindingen. Når der skal gives tilladelse, skal kommunalbestyrelsen i første omgang tage stilling til, om der efter de foreliggende oplysninger kan gives en foreløbig indvindingstilladelse, og hvilke yderligere oplysninger, der evt. ønskes tilvejebragt med henblik på en endelig tilladelse, jf. vandindvindingsbekendtgørelsens § 4, stk. 1 og 3. Det er muligt at give endelig tilladelse uden først at give en foreløbig tilladelse, hvis kommunalbestyrelsen har alle nødvendige oplysninger til at kunne bedømme sagen, jf. vandindvindingsbekendtgørelsens § 4, stk. 3.
Når en ansøgning om foreløbig indvindingstilladelse modtages af kommunalbestyrelsen, skal kommunalbestyrelsen sammenholde ansøgningen med vandforsyningsplanen, planen for råstofindvinding, samt med vandområdeplanerne, jf. vandindvindingsbekendtgørelsens § 8.
Kommunalbestyrelsen skal desuden indhente udtalelser om sagen fra andre berørte myndigheder og herefter tage stilling til, om der foruden evt. nødvendig partshøring skal foretages offentlig annoncering om ansøgningen. Der skal i sager om indvinding af overfladevand foretages offentlig annoncering, hvis indvindingen efter kommunalbestyrelsens skøn vil indvirke væsentligt på forholdene på andre ejendomme eller rejse problemer for et større antal personer, jf. vandindvindingsbekendtgørelsens §§ 9 og 10. I øvrigt fremgår kravene til annoncering af bekendtgørelsens § 10, stk. 2.
Tilladelse til indvinding af overfladevand til vanding af landbrugsafgrøder gives for et tidsrum af højst 10 år, jf. vandforsyningslovens § 22, stk. 1.
Kommunalbestyrelsen skal føre tilsyn med, at ovennævnte regler overholdes, og at vilkårene fastsat i vandindvindingstilladelserne overholdes.
Ved en afgørelse om tilladelse til indvinding af overfladevand skal der, uanset om der er tale om en foreløbig eller endelig tilladelse, tages stilling til, om projektet er omfattet af miljøvurderingslovens[3] regler om miljøvurdering (VVM). For visse typer projekter gælder som udgangspunkt et krav om en egentlig miljøvurdering, mens der for andre typer projekter indledningsvis skal foretages en såkaldt screeningsafgørelse om, hvorvidt det pågældende projekt kan antages at få væsentlig indvirkning på miljøet. De sidstnævnte typer projekter fremgår af lovens bilag 2, der bl.a. omfatter vandingsprojekter inden for landbruget, regulering af vandløb mv.
Inden der træffes en screeningsafgørelse, skal der foretages høring af berørte myndigheder med en passende tidsfrist. Det følger af lovens § 36, at screeningsafgørelser skal offentliggøres.
Såfremt det i henhold til screeningsafgørelsen antages, at projektet ikke vil få væsentlig indvirkning på miljøet, er det ikke påkrævet med en egentlig miljøvurdering. Hvis det derimod ikke kan udelukkes, at der kan være en væsentlig påvirkning af miljøet, er projektet omfattet af kravet om miljøvurdering, og miljøvurderingsprocessen igangsættes. Som en del af denne proces skal der udarbejdes en miljøkonsekvensrapport, jf. miljøvurderingslovens § 20. Denne rapport skal i høring mht. både afgrænsning af rapporten, jf. § 35, stk. 1, nr. 2, og rapportens og tilladelsens endelige indhold, jf. stk. 1, nr. 3. I § 35, stk. 5, er der fastsat nærmere regler om tidsfrister i relation til disse høringer.
Ved en afgørelse om tilladelse til indvinding af overfladevand skal der, uanset om der er tale om en foreløbig eller endelig tilladelse, tages hensyn til tilladelsens konsekvenser for afgørelser truffet efter habitatbekendtgørelsen[4]. Bekendtgørelsen fastsætter regler for behandling af sager efter Miljø- og Fødevareministeriets lovgivning, der kan påvirke Natura 2000-områder og de arter, som er generelt beskyttede efter habitatdirektivets[5] art. 12 og 13, de såkaldte bilag IV-arter.
Vejledning om reglerne i habitatbekendtgørelsen kan findes via følgende link: https://naturstyrelsen.dk/media/nst/Attachments/vejledningjuni2011pdf.pdf
Ligeledes skal kommunen ved en afgørelse om tilladelse til indvinding af overfladevand, uanset om der er tale om en foreløbig eller endelig tilladelse, være i overensstemmelse med målsætninger og planlagte indsatser i vandforekomster, omfattet af de danske vandområdeplaner, jf. § 8 i indsatsbekendtgørelsen[6]. Denne bekendtgørelse fastlægger i overensstemmelse med lov om vandplanlægning[7] indsatser (foranstaltninger) med henblik på opfyldelse af de miljømål, der er fastlagt i bekendtgørelse om miljømål for overfladevandområder og grundvandsforekomster[8].
Vejledning om reglerne i indsatsbekendtgørelsen kan findes via følgende link:
https://mst.dk/media/133301/bilag-1-vejledning-4-juli-2017.pdf
Kommunalbestyrelsens afgørelser om tilladelse til vandindvinding kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, jf. vandforsyningslovens § 75, stk. 1.
Det grundlæggende retsprincip om nødret kan i princippet begrunde fravigelse af forvaltningsretlige regler. Anvendelse af nødret på det forvaltningsretlige område har et snævert anvendelsesområde, og Miljøstyrelsen er ikke umiddelbart bekendt med sager, hvor der i forbindelse med vandindvindingstilladelser er henvist til nødret. Afgørelse om nødret i sager om vandindvindingstilladelse træffes i første omgang af kommunen. Den endelige vurdering af, om en eventuel anvendelse af det forvaltningsretlige nødretsprincip har været berettiget i en konkret sag om vandindvindingstilladelse, henhører under Miljø- og Fødevareklagenævnet og i sidste ende domstolene.
Med venlig hilsen
Maria Bille Nielsen
+45 22 36 49 35
marni@mst.dk
[1] Bekendtgørelse af lov om vandforsyning m.v. (LBK nr. 118 af 22/02/2018)
[2] Bekendtgørelse om vandindvinding og vandforsyning (BEK nr. 832 af 27/06/2016)
[3] Bekendtgørelse af lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) (LBK nr. 448 af 10/05/2017)
[4] Bekendtgørelse om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter (BEK nr. 926 af 27/06/2016)
[5] Direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992
[6] Bekendtgørelse om indsatsprogrammer for vandområdedistrikter (BEK nr. 1521 af 15/12/2017)
[7] Bekendtgørelse af lov om vandplanlægning (LBK nr. 126 af 26/01/2017)
[8] Bekendtgørelse om miljømål for overfladevandområder og grundvandsforekomster (BEK nr. 1522 af 15/12/2017)
Foto: Arkiv og Hjørring Kommune.
