Snart får tusindvis af unge svar på, om de er optaget på en videregående uddannelse. Det betyder, at mange unge skal til at flyve fra reden og flytte hjemmefra eller i ny bolig. De mangler måske en sofa, seng eller potter og pander til deres nye hjem.
Møbler er i fokus
En analyse foretaget af Advice for Røde Kors viser, at unge mellem 18 og 35 år er dem, der går mest i genbrugsbutikker for at købe tøj. Men ikke alle unge ved, at mange Røde Kors-butikker også handler med møbler. Derfor kører Røde Kors lige nu en kampagne, der skal få unge til at købe flere brugte møbler og andet til hjemmet. Til glæde for både de unge, miljøet og mennesker, der har brug for hjælp i Danmark og ude i verden.
– Det er jo ren win-win. De unge får unikke møbler, accessories og køkkenudstyr til SU-venlige priser. Tingene er med til at give hjemmet et personligt udtryk, samtidig med at de støtter et godt formål,siger Hanne Eskesen, der er frivillige leder i Røde Kors-butikken i Hjørring.
Studiestartskampagnen foregår i alle Røde Kors-butikker, der handler med møbler og accessories. Her kan de unge købe brugte møbler og ikke kun genbrugstøj.
Flere møbler er velkomne
Derfor opfordrer Røde Kors-butikken i Hjørring også alle til at rydde op i hjemmet og donere møbler og køkkenting, som kan få nyt liv i et andet hjem. Røde Kors oplever, at de unge i høj grad efterspørger ting som køkkenudstyr, små reoler, senge og små spiseborde samt stole.
– Vi tager meget gerne imod alt, der kan gøre glæde hos de unge studerende, der netop nu har brug for nyt til hjemmet,tilføjer Hanne Eskesen.
Foto: Røde Kors i Hjørring.