Mandag er altid noget helt særligt ved Musik Under Trappen

Alle dage er strengt taget noget særligt med hver deres musikalske islæt og kendetegn, hvilket altså også og måske især gælder mandag med Klub 99 ved Musik Under Trappen.

726

Mandagen er ikke mindst særlig, fordi Klub 99 for rigtig mange er et ”must” til Musik Under Trappen.

Det kæmpestore senior-kor fra Hirtshals har i mange år været første navn på plakaten om Mandagen, og vi vil simpelthen ikke undvære dette livsbekræftende scenarie.

Når hele teltet gynger og der er fællessang for alle pengene, ja så er der for alvor sommer i Hirtshals.

Hirtshals Musikforening opfordrer som altid til at komme i god tid, for teltet er hvert år proppet til sidste plads, når Klub 99 går på. Det er festligt, folkeligt og fornøjeligt.

Det er musik og livsglæde og ikke mindst socialt samvær – blandt andet øver Klub 99 fortsat hver eneste uge i Kulturhuset Den Svenske Sømandskirke i Hirtshals. De mange gode gamle og glade sømandssange og egnssange er nemme at synge med på, og hele teltet plejer at stemme i – både unge og ældre.

Arrangørerne og alle os andre glæder sig til igen at byde Klub 99 velkommen.

Korets leder og kapelmester er som altid Børge Eriksen

Oplev dem i teltet mandag den 23. juli kl. 17.45.


Mandagens næste band er norske The Turnskins, som består af 5 herrer fra Tromsø-egnen.

Et band som har eksisteret siden 2015 og som i 2016 udgav det meget roste album med titlen ”Incommunicado”. Måske kender nogen af jer singlen ”What I’m On”.

Bandet tager udgangspunkt i, at ingen skal spille trommer, og de er inspireret af andre bands uden trommer, blandt andet indenfor genren Bluegrass. Der er også lidt folk/punk/americana over The Turnskins, som består af en blanding af udelivs-personligheder, potentielle DJ’s og ægte musikere, som bandet selv beskriver det.

Bandets musik er baseret på en slags ”gryende-morgen-men-fortsat-nachspiel”-vibe. Hvordan sådan en vibe lyder, er arrangørerne sindssygt spændte på, og de glæder sig sammen med os andre til at kunne præsentere disse prægtige gutter fra det høje nord.

På scenen er: Kent-Remi Gabrielsen: Guitar – Thomas Hough: Guitar – HC Birkeland: Bas – Patrick Boffolfsen: Vokal og Petter Pogo: Pedalsteel.

Oplev dem i teltet mandag kl. 19.00.


Det tredje band mandag aften er en sand publikumsmagnet. Vores irske aften har virkelig igennem årene vokset sig større og større. Det kan arrangørerne blandt andet takke The Irish Waterfalls for.

Folk er vilde med deres fortolkninger af den irske og amerikanske folk-musik, som de mestrer super godt, kombineret med sjove fortællinger undervejs. Det er i øvrigt 12. år at Hirtshals Musikforening har fornøjelsen af bandet i teltet.

The Irish Waterfalls blev dannet tilbage i 2004, og har siden spillet masser af live-jobs rundt om i landet, og de har også undervejs udgivet flere CD’er, modtaget priser og meget andet.

Musik Under Trappens publikum kan godt li’ kombinationen af irsk musik, god stemning, glade mennesker, og en god kold og skummende fadøl. Netop DEN stemning finder man altid mandag aften i teltet.

På scenen i The Irish Waterfalls er: Susanne Jensen: Harmonika – Peter Jürgensen: Guitar – Niels Ole Jensen: Bas – Leif Bjerregaard Pedersen: Vaskebræt og Mundharmonika og Mogens Bjerre: Vokal

Oplev dem i teltet mandag den 23. juli kl. 20.45.


Mandags aftens sidste band har vi allerede tidligere præsenteret, da det drejer sig om Hawkeye & Hoe.

Den optræden kan man derfor læse mere om her: Hawkeye & Hoe til Musik Under Trappen i Hirtshals

Oplev dem i teltet mandag aften kl. 22.30.



Kilde: Hirtshals Musikforening.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments