PRÆSENTATION: Hawkeye & Hoe til Musik Under Trappen i Hirtshals

Hawkeye & Hoe er et af de bands, der egentlig ikke behøver præsentation, men fordi de i dén grad fortjener det, får de det alligevel her i serien om Musik Under Trappen.

235

Hvordan definerer man såkaldt beer-drinking music? De ovenfor nævnte to musikere leverer altid fra scenen et godt bud på det spørgsmål.

Man præsenterer såmænd bare en omgang Good Time Country, Bluegrass, Rockabilly, Farmer Folk, Skiffle, Rock’n Roll, Pub Polka, Irish, Cajun og Folk Roots. Derved glider fadøllet ned i nydelsesfulde slurke.

Hawkeye & Hoe gæster da også velfortjent Musik Under Trappen for 3. år i træk, men rygterne er vist løbet i forvejen. De to englændere byder på underholdning, humor og musikalitet på særdeles højt plan. Deres mantra er stadig kort og godt: ”Entertaining the public is what matters”.

De to fantastiske gutter har spillet de nordeuropæiske pubscener tynde de seneste 23 år og med kæmpestor succes. De fortæller selv, at de har slidt 10 biler op, 3 stk. bas, 6 guitarer, 3 banjoer og 4 gummi-kyllinger.

Hawkeye & Hoe leverer varen, uanset om det er i Randers, Milano, Liverpool, Slagelse, Madrid, München eller Hirtshals. Hele 5 CD’er er det såmænd også blevet til i løbet af årene.

Med andre ord så kan vores ”irske” aften ikke få en mere festlig afslutning.

På scenen finder du Hawkeye på vokal, dobbelt bas, 5 strenget banjo og Hoe på vokal, akustiske/elektriske guitars og banjo.

Oplev dem i teltet mandag den 23. juli kl. 22.30.

Foto: Jens Kranen.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments