Tommy Høj fra Sindal Udviklingscenter fik mandag eftermiddag tilbud om, at Cirkus Trapez på grund af en aflyst forestilling andetsteds kunne komme til Sindal.
– Senest tirsdag formiddag skulle cirkus have at vide, om man kunne få en plads i Sindal. Men hvordan finder man lige plads til et cirkus med så kort varsel. En kontakt til den ferierende borgmester Arne Boelt på Messenger gav heldigvis hurtigt de nødvendige kontakter, fortæller Tommy Høj, der har Sindal Farver og Høj Data.
Tirsdag formiddag havde Teknisk Forvaltning behandlet den byggeansøgning, der skal til for, at man må opstille et cirkustelt. Det bliver onsdag den 11. juli på pladsen ved søen i Vestergade.
– Jeg har kun rosende ord til overs for kommunens forvaltning. Her ude i lokalområdet er hver eneste arrangement vigtigt for os, hvis vi skal beholde vores status som et aktivt lokalsamfund, tilføjer Tommy Høj.
– Det eneste problem, der nu står tilbage, er at skaffe vand til cirkusset. Jeg har kontakt til en landmand med en tankvogn, der kan levere vand til elefanter, kameler, heste og andre dyr. Men vi mangler rindende vand til beboelsesvognene, slutter Tommy Høj.
Er der derfor nogen, der har en kreativ løsning på det, må man meget gerne kontakte Tommy Høj på 98 93 52 00