841 underskrifter mod lukning af væresteder i Hjørring Kommune

To væresteder i Hjørring Kommune står til at blive sparet væk. Nu har brugerne afleveret 841 underskrifter mod lukningen til Sundhedsudvalget

422
Netavisens Jens Kranen har tidligere besøgt værestedet Huset i Sindal.

For Nikolaj Møller Pedersen har det socialpsykiatriske værested Huset I Overgade været en livline. Et sted, han er kommet gennem mange år – og hvor han har kunnet tale med ligesindede.

Nu frygter han, at det snart kan være slut. I Hjørring Kommunes reduktionskatalog er der lagt op til, at to af kommunens fire væresteder i Hjørring, Sindal, Vrå og Hirtshals skal lukkes. Det vil give en besparelse på omkring 1,5 millioner kroner.

– Jeg ved ikke, hvor jeg havde været, hvis jeg ikke havde haft Huset I Overgade. Det er så rart at komme her. Jeg synes, det er et forkert område at spare på, siger Nikolaj Møller Pedersen.

Sammen med en af værestedets andre brugere, Jan Mortensen, var han onsdag forbi kommunen for at aflevere 841 underskrifter mod lukning af væresteder i Hjørring Kommune.

– Det er et råb om hjælp. Kan de ikke godt bare høre os for en gangs skyld, spørger Nikolaj Møller Pedersen.

Underskrifterne blev afleveret til konservatives Per Møller fra Sundheds-, Ældre- og Handicapudvalget i Hjørring Kommune. Et udvalg, der skal spare 11,1 millioner kroner i budgettet for næste år.

– Der er ingen steder, hvor det vil være nemt at spare. Uanset hvad vi gør, så rammer det de syge, de ældre, de handicappede og de socialt udsatte. Vi prøver på at finde den løsning, der er mindst ulykkelig, siger Per Møller.

Han peger på, at værestederne er et ekstra tilbud, som kommunen ikke er forpligtet til at tilbyde.

– Det er et godt og værdsat tilbud, men vi er så økonomisk pressede, at vi skal finde ud af, hvor vi kan skære, så vi også i fremtiden kan give omsorg og pleje, siger Per Møller.

Kan du ikke være bange for, at penge bliver brugt på indlæggelser i stedet – for nogle af brugerne fungerer værestederne jo som en livline?

– Jo. Der er en konsekvens, uanset hvad vi gør. Det prøver vi hele tiden at sondre imellem. Vi skal spare mange penge, så vi skal finde ud af, hvor det rammer færrest, siger Per Møller.

Nikolaj Møller Pedersen er tilfreds med dagens møde med Per Møller.

– Det var en succes, og jeg synes, vi blev hørt. Jeg håber, at de ikke lukker værestederne, siger han.

Sundheds-, Ældre- og Handicapudvalget i Hjørring Kommune skal have truffet beslutning om deres anbefalinger til besparelser senest 29. august.

Arkivfoto: Jens Kranen.
Kilde: TV2 Nord.

3 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments
Lotte larsen
5 år siden

Forstår ikke hvorfor alle kommunens nedskæringer skal gå ud over de udsatte, svage, ældre mm. Forringelser af diverse tilbud som virkelig hjælper ovenstående borgere. Var der ikke andre muligheder at tage fra/af. Hilsen lotte

ulla christiansen
5 år siden

jeg kan godt skrive men der konsekvent 6 ugers ventetid i Hjørring kommune uanset om du søger om en toiletforhøjer eller en ældrebolig 6ugers ventetid er svaret og i tilfælde af sygdom og ferie er ventetiden længere det kalder jeg rationel forsorg det kan jo være de smutter i mellemtiden

Morten Simonsen
5 år siden

Arne Boelt steg 31,4 % i løn sidste år. Man må antage at det er vigtigere at Arne tjener 1 million om året, end at udsatte har et sted være… Gad vide hvorfor befolkningstallet i Hjørring kommune er stødt faldende, på trods af et stigende antal asylansøgere.