
Virksomhederne har svært ved at tiltrække højtuddannede medarbejdere. Sådan lyder det gang på gang i det aktuelle gunstige erhvervsklima, skriver Hjørring ErhvervsCenter.
Det er en bremse for vækst, fordi højtuddannede medarbejdere og høj produktivitet bevisligt hænger sammen. Men tilførsel af kompetence kan også foregå på andre måder end ved at ansætte en højtuddannet medarbejder. Nemlig ved at videreuddanne de medarbejdere, som virksomheden i forvejen råder over.
Det er det budskab, Kasper Maarup Andersen arbejder med at bringe ud til virksomhederne i Nordjylland. Kasper Maarup er ansat som ekstern lektor og studiekonsulent på Ålborg Universitet med den specielle opgave at få skabt forståelse for vigtigheden af efter- og videreuddannelser, og det kompetenceløft som HD og MBA uddannelser giver virksomhederne.
– Den gode nyhed om HD-studiet på Aalborg Universitet er, at der i indeværende studieår er rekordoptag. Det hænger sammen med, at studiet nu er tilrettelagt sådan, at der er én til to hele undervisningsdage pr. måned, hvor det tidligere var flere halve dage. Det gør studiet mere overskueligt for både den studerende og for virksomhederne”, siger Kasper Maarup Andersen til Hjørring ErhvervsCenter.
HD-studerende forbliver ansat i virksomhederne, mens de uddanner sig. Der tilbydes en to-årig grunduddannelse og en to-årig specialuddannelse. Der er tale om en merkantil uddannelse indenfor økonomi, organisation, ledelse med mere.
Kasper Maarup Andersen sidder for Det Konservative Folkeparti i byrådet i Hjørring og er formand for Børne-, Skole- og Uddannelsesudvalget. Både som lokalpolitiker og som studiekonsulent taler han varmt for at øge kompetence-niveauet i de lokale virksomheder.
– Vore mange små og mellemstore virksomheder er typisk startet og oparbejdet med udgangspunkt i produktion. For den type virksomheder kan det være svært at udvikle sig ud over et vist niveau, fordi det kræver andre kompetencer end dem, virksomheden er startet på, uddyber Kasper Maarup Andersen.
– Og hvis disse kompetencer ikke kan tilføres udefra, fordi der er stor rift om højtuddannede medarbejdere i det nuværende erhvervsklima, så kan løsningen være at tilføre kompetence til de nuværende medarbejdere. For eksempel via HD-uddannelsen, fastslår altså Kasper Maarup Andersen.
Næste hold HD-studerende starter på Aalborg Universitet til september. Der er orienteringsmøde om HD-uddannelsen på universitetet den 16. maj.
Kilde og foto: Hjørring ErhvervsCenter.






















































