
Ikke færre end 30.000 flere flygæster og en lokaløkonomisk synergi på 40 millioner kroner årligt er målet i et nyt fælles nordjysk turismeprojekt kaldt ”In-coming North Denmark”.
Baggrunden for initiativet er en ændret efterspørgsel og rejseadfærd blandt turister, noterer TV2 Nord.
– Vi oplever en ændret adfærd fra internationale gæster, hvor der efterspørges små korte ferier, hvor rejsen på forhånd er tilrettelagt for gæsten, siger Lars Enevold Pedersen fra VisitNordjylland.
Der skal opbygges rejsetilbud, der er attraktive i forhold det voksende marked for korte ferier, og hvor rejsen er tilrettelagt for gæsten, således at gæsten ikke skal bruge tid på at undersøge rejsemulighederne og selv sammensætte sin rejse.
Aalborg Lufthavn har gjort Nordjylland tilgængelig som feriedestination for korte rejser i det meste af Europa. Hidtil har flyene primært fragtet danskere til udlandet, men nu skal der arbejdes målrettet via det nye projekt for at vende trafikken, så flere internationale rejsende får øjnene op for Nordjylland som feriemål.
– Incoming funktionen har jo været efterspurgt i turismen i Nordjylland igennem længere tid, så vi glæder os naturligvis over, at det nu rent formelt er blevet et projekt og en prioriteret indsats, siger Lars Enevold Pedersen.