Færgekroen har præsenteret en Hirtshals Classic

Færgekroen og byen har fornylig fået sit helt eget øl, der også sælges to andre steder, som er Mimosa - Vinkrogen og Slagter Winther.

14

Betragtet helt sobert, hvis vi må trykke det ud på den måde, er øl bare en række gærede, alkoholiske drikke baseret på stivelse og eventuelt sukkerholdigt materiale, som først og fremmest er maltede kornsorter.

Øllet er dernæst smagssat med krydderplanter, hvor der især bruges humle. Alkoholstyrken varierer i de fleste øltyper mellem omkring 1 og 11 procent. Med mindre end 0,5 procent må øllet betegnes som alkoholfrit.

Allerede her ville mange være stået af, hvis ikke øllet også havde en større kulturel betydning. For et par generationer siden dominerede Carlsberg og Tuborg. I dag er udbuddet blevet langt bredere med mange lokale microbryggerier.

Som vi tidligere har berettet om, fik Tornby Bjergelav også engang for en menneskealder siden den idé at få lavet deres egen øl med en flot etiket. Det har mange foreninger og firmaer fået gjort sidenhen og fornylig også Færgekroen.

– Færgekroen Hirtshals Classic er en mørk og fyldig classic, som brygges af Årets Bryghus 2016, der blev Thisted Bryghus. En god bekendt i mit netværk har designet etiketten, og vi er utrolig stolte over designet, fortæller Christian Winther Borup.

FlaskePosten har prøvesmagt den lokale bajer og kan 100 procent tilslutte os vurderingen af øllet som fyldigt og tilføjer for egen regning, at det er utrolig velsmagende, hvis man som os er til de lidt mørkere og mere smagfulde typer.

Bestyreren af det populære værtshus i Nørregade henviser desuden og med forståelig stolthed til, at det gode øl nu forhandles to andre steder i Hirtshals, som er Mimosa Blomster – Vinkrogen og Slagter Winther.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments