
I januar sang de gospel med Lars Løkke og hele ministerholdet. Lørdag den 2. april kommer de til Hirtshals to af landets mest erfarne gospelfolk – Heidi Bisgaard & Jakob Gunnertoft. Der er nemlig gospelworkshop for alle der har lyst – Det kræver kun godt humør samt lysten til at synge.
Heidi Bisgaard er uddannet sanger fra Nordjysk Musikkonservatorium. Til daglig lever hun af lave musikalsk teambuilding for firmaer som Lego og Novo Nordisk – ofte med gospelgenren som afsæt. Men det var alligevel en særlig oplevelse, da hun sammen med pianisten Jakob Gunnertoft for nylig sang gospel med Regeringen i forbindelse med et ministerseminar.
– Arrangementet var planlagt til ½ time, men ministrene var så begejstrede, at vi endte med over en time, udtaler Heidi, der laver knap 90 af den type events årligt.
– Det er altid sjovt at synge med folk på deres arbejdsplads, men jeg nyder indimellem også at have mere tid til at gå i dybden med sangene, som vi kan det på workshoppen i Hirtshals.
Heidi Bisgaard Jondahl er en erfaren sanger og korleder og leder den prisvindende vokalgruppe VOX11 og gospelkoret Groovy Gospel.
Hun optræder desuden med det professionelle gospelkor Gunnertoft Gospel Singers, der inkluderer konservatorieuddannede sangere fra hele landet og ledes af pianisten Jakob Gunnertoft.
Gospelworkshoppen afholdes i Hirtshals Kirke den 2. april fra kl. 10 og kulminerer i en åben koncert kl. 16, hvor alle er velkomne.