
Af Anders Pilgaard
Bordtennisklubben B75
Turen startede med, at vi i samlet flok mødtes på afkørslen ved Hørning og drog afsted mod Brøndby, hvor vi satte os ind i et mødelokale og snakkede om vores forventninger og målsætninger for stævnet.
Vi skulle blandt andet også træne i ca. 45-60 minutter, men pga. nogle små forsinkelser i toget og trafikprop på motorvejen, så lykkedes det at komme frem – men vi jyder, der kommer langvejsfra, nåede desværre kun 15-20 minutters træning, inden vi checkede ind på hotellet i Malmø, hvor vi ca. klokken 21.45 meldte vores ankomst.
Lørdag var første dag under stævnet, og vi fik en lækker morgenbuffet på hotellet, og kørte sammen ud til den flotte bordtennishal, hvor jeg først startede min pulje kl 12. Jeg er seedet til at nå en kvartfinale og forbereder mig ved at spille indspil i 10 minutters tid, 15 minutters opvarmning og igen 15 minutters udstrækning.
Den første puljekamp blev vundet uden de store problemer med 3-0, hvor jeg holder fokus på MIT spil og ikke tænker på andet – og ligeledes i kamp 2 med samme cifre (3-0), hvor jeg vandt mod en 4. seedet serber, så allerede dér er jeg videre til A-slutspillet. I sidste kamp taber jeg ærgerligt 1-3.
Slutspillet
Der er tænding og koncentration på, lige fra start, og jeg starter som lyn og torden med at vinde Kvartfinalen sikkert med 3-0 mod tyske Benjamin Ghazal, der er 3.-seedet.
I semifinalen skulle jeg op imod en stærk svensker, som jeg fik godt styr på fra kampens start med en solid føring på 4-1. Jeg taber hovedet en smule og kommer bagud 5-8 i 4. sæt, men får kæmpet mig op på en 9-8-føring. Må dog desværre bøje mig i støvet med et 1-3-nederlag og står nu med en velfortjent bronzemedalje – den 3. store medalje siden oktober. Så alt i alt en rigtig glad, tilfreds og stolt Anders Pilgaard!
Og jeg vil til slut gerne sige, at vi på handicaplandsholdet sender en kæmpe tak til vores træner, som havde sidste arbejdsdag på kontoret søndag den 14. februar. Træneren har f.eks været en vigtig brik i min succes til stævnet hér.
Og mange tusind tak for al jeres støtte og opbakning hjemmefra – det betyder alt for mig, så tak for det!