»Nøgle, hus, spejl« med Ghita Nørby i Lønstrup Cafe Bio

Torsdag den 11. februar kl. 19.30 kan Ghita Nørby ses i Lønstrup Café i den højaktuelle film »Nøgle, hus, spejl«. Filmen vises også 12. og 14. februar kl. 19.30.

29

Ghita Nørby gnistrer allerbedst i samspil med en ualmindelig veloplagt Sven Wollter. Den bedagede pilot og playboy, der nok kan stjæle bajere i køkkenet om natten, men alligevel er for træt til at drage ud i den store verden, hvilket Lily så inderligt og hungrende drømmer om.

Efter et langt livs ægteskab må Lily og Max flytte på plejehjem, da Max efter et par hjerneblødninger er blevet en veritabel grøntsag. Lily passer troligt sin mand som altid, men hun opfatter imidlertid hjemmet som et fængsel på mandens livstid. Hun er en fremmed og alt for ung og rørig til at færdes i denne forgård til døden med banko og rytmik som eneste lyspunkter og livsglæde.

Datteren og hendes mand kommer skam forbi, men er hurtigt ude af døren takket være børn, som keder sig gudsjammerligt blandt de ældre. Men så en dag flytter en spøjs svensker kaldet ’Piloten’ ind på gangen. I blå blæser, charmeklud, lyserød skjorte. Han har kække øjne, moustache og blæser sågar trompet.
Personalet og Lilys familie misbilliger hendes nye forelskelse, og det provokerer Lily til endelig at tage kontrollen over sit eget liv.

»Nøgle, hus, spejl« er en stille, blid og impressionistisk historie. Om at blive gammel og så alligevel have et håb om andet end at tralle rundt i en skånsom, men lukket ventesal, før der fløjtes ud til sidste afgang.
Den handler om at erkende sit ægteskabs fundament og turde springe ud i et nyt forhold uden at forkaste det forrige. Uanset hvad. Titlens tre ord er nøgleord, der drejer sig om, at Lily også er ramt af alderdommens svøbe. Så en rejse til Paris ligger ude i det uvisse, men måske ikke kærligheden?

Den handler om anden omgang af kærligheden – og det at have en affære, mens ægtemanden endnu lever. Filmen undgår et langt stykke hen ad vejen de forudsigelige klichéer, vi kender fra den slags intriger om at være vejs ende i et ægteskab.

Konfrontationer mellem forældre og børn, slør der løftes, og sandheder der kommer frem. Kan du tillade dig en ny elskov uden at spørge børnene først og samtidig erkende, at også din bevidsthed og dit sind lever på lånt tid?

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments