Hvis vi tager de ældste hos BTI først, havde U12 indtil denne 3. spillerunde i futsalturneringen vundet alle deres otte kampe. Lørdag gik den bare ikke længere.
– Måske var vi for sejrssikre, måske var det lidt svært, at skifte fra indendørs fodbold med bander i sidste weekend til futsal i denne, fortæller træner Anders Engen.
– Dybvad, som vi mødte i første kamp, chokstartede i hvert fald med en hurtig scoring. Vi var rystede og kunne ikke rigtig få spillet til at flyde, men vi kæmpede stadig og pressede modstanderen over hele banen, uddyber træneren.
Helt symptomatisk for kampen kom holdets udlignende mål efter hårdt pres. Bolden blev ganske enkelt tacklet i mål af Malthe. Det hjalp lidt på spillet at få udlignet, men målet til 2-1 kom for sent. Marcus scorede, da fløjten lød. Tiden var udløbet, sagde dommeren. Holdet måtte nøjes med uafgjort.
I anden kamp blev spillet bedre, men stadig et godt stykke fra normen. HI blev besejret i en noget rodet kamp. BTI kom igen bagud 0-1, men fik det vendt stillingen til en 3-1 sejr med mål af Marcus, Kristoffer og Mikkel.
I sidste kamp blev der spillet flot fodbold. Her gik det ud over Sindal, som blev besejret med 5-1. Målene blev her scoret af Sebastian, Kristoffer, Mikkel og dagens topscorer Marcus.
Sidste runde i futsalturneringen er den 7. februar på hjemmebane i Tannisbugthallen. Denne dag spiller U8 og U10 også futsal på hjemmebane. Så kom og støt spillerne.
Dagens resultater:
BTI – Dybvad 1-1
BTI – HI 3-1
BTI – Sindal IF 5-1
På hold på U12 for BTI:
Kristoffer Olsen
Mads Hjorth
Magnus Uggerhøj
Malthe Engen
Marcus Engen
Mikkel Hornung
Sebastian Grøn
Futsal for U10
Tre tætte kampe blev spillet lørdag. Første kamp blev 1-1 mod HI. Så blev det 2-2 i kampen mod Lundergaard. To kampe, hvor spillerne lige manglede det sidste.
– I kampen mod Skallerup, som jeg synes er det stærkeste hold, kom vi foran 1-0. Skallerup udlignede kort før tid, og desværre med 4 sekunder igen scorede de til 2-1. En kamp, hvor målmand og spillere kæmpede flot, fortæller træner Kenneth Mejlvang.
Holdet var Martin, Aksel, Viktor, Malthe, Christian & Anton samt fra U9 Laurits og Johan plus lidt hjælp fra Tristan U8.
Futsal for U8
Tre kampe med følgende resultater:
BTI – Dybvad 2-1
BTI – Aalborg Futsal klub 1-5
BTI – Lundergaard 1-1
– Ser frem til at udvikle det tekniske spil, så vi kommer til at rykke os yderligere på det hurtige halgulv, udtaler træner Kenneth Mejlvang.
Holdet på billedet ovenfor var: Oliver N, Mads, Marckus, Gustav, Louis, Lucas, Lauritz, Jonathan & Tristan.
Fakta om futsal
Futsal er indendørs fodbold, men det adskiller sig på vigtige punkter fra det klassiske indendørs fodbold, som mange kender. I futsal spiller man, i modsætninger til almindelig indendørs fodbold, med en mindre bold.
Bolden vejer det samme som en normal bold, men har en blødere inderbold, hvilket gør, at bolden ikke hopper så meget og derfor er nemmere at kontrollere.
Samtidig er der ingen bander, så når bolden er ude af spil, skal der foretages et indspark ved igangsætningen. Yderlige spilles der med en målmand, der må bruge hænderne inde i straffesparksfeltet.
Futsal spilles på en bane på størrelse med en håndboldbane, ligesom målene også er de almindelige håndboldmål. En kamp består af to halvlege af 20 minutters effektiv spilletid, og hvert hold har en målmand og fire markspillere på banen af gangen.
I Danmark har futsal primært eksisteret som en sport indenfor DAI (Dansk Arbejder Idrætsforbund). Men i 2006/2007 gik DBU for alvor ind i arbejdet med udviklingen og udbredelsen af spillet og besluttede at forsøge at integrere futsal som en del af DBU’s officielle turneringer.
Fra 2008 var futsal derfor officielt den version, der blev spillet, når DBU nu årligt skal finde en danmarksmester i indendørsregi.
I 2014 blev futsal optaget i DIF som selvstændig sportsgren, hvilket bevirker at klubber gerne skulle kunne få haltid på ligefod med ekskempelvis håndbold.
Kilde: DBU