
To skolekammerater fra Hjørring står bag Active Fortress, der er Cyber-sikkerhed til hele verden.
IT-eksperterne Morten Middelfart og Mikkel Hesselberg gik engang i skole sammen i Hjørring i lille Danmark. Nu har de sammen udviklet et verdensomspændende forsvarssystem, Active Fortress, der aktivt og intelligent råber vagt i gevær, når store servere og IT-systemer angribes af internationale hackere.
Det sker nemlig meget ofte, og hvem husker ikke, da det britiske hospitalsvæsen i 2017 blev pascificeret. En tredjedel af de amerikanske Facebook-brugere blev hacket og frastjålet personlige oplysninger, og senest melder det Mærsk-ejede rederi Svitzer Australia om et omfattende hackerangreb gennem 11 måneder.

Flere end 60.000 e-mails med personfølsomme oplysninger om halvdelen af rederiets 1000 ansatte i driftsafdeling, økonomiafdeling og lønningskontoret er blevet stjålet og videresendt til modtagere uden for rederiet.
Som formand for bestyrelsen i Active Fortress, Morten Middelfart, udtrykker det fra sit kontor i Florida:
– Vi hører ofte også om stormagter under anklage for hacker-angreb på andre nationer. Derfor er der brug for et Cyber-forsvar af højeste klasse. Dette har vi udviklet i Active Fortress, hvor vi også trækker på stærke kræfter som den tidligere chef for Jægerkorpset, Oberst Claus Aksel Wammen, der stadig er aktiv i Forsvaret og lige nu udstationeret på en stor militærbase i Tampa Bay.

– Han kommer med en stor og spændende ledelseserfaring fra Jægerkorpset og fra forsvaret generelt, og det kommer vore kunder til gode, da den moderne krig kommer til at foregå i Cyperspace. Den 3. verdenskrig bliver udkæmpet på nettet.
– Vi ser det allerede ofte i det civile, hvor Maersk i Danmark og det britiske hospitalsvæsen blev kompromitteret. Hackerne kan finde mange mål, der hver især kan medføre ubodelig skade. Eksemplerne er mange. Vi i Active Fortress har igennem det seneste år testet vores nye system hos to store multi-server virksomheder i USA. Dette er gået rigtig godt – og systemet virker til alles store tilfredshed, fortæller Morten Middelfart fra sit kontor.
Et kendt eksempel er CSC-sagen, hvor 1,2 million oplysninger fra kørekortregistret, CPR-registret og kriminalregistret blev hacket og hentet ud som kopi.
Et andet hackerangreb ramte The US Office of Personnel Management. Det betød, at data vedrørende 21,5 millioner offentligt ansatte i USA sandsynligvis befinder sig i Kina eller Nordkorea.

Direktøren i Active Fortress, Mikkel Hesselberg, har kontor på 9. etage i Metropol i Hjørring.
– Det er ikke længere nok at hænge en stor lås på systemet. Vores system overvåger og afslører straks, når et angreb er begyndt. Hackerne skal nok komme ind i systemerne, og så er vi klar til hurtigt at gøre opmærksom på, at der sker noget. Vi er derinde, når de bryder ind. Det er stærk Cyber-sikkerhed, der giver brugerne mulighed for straks at foretage sig noget som for eksempel at lukke systemerne ned, fortæller direktøren.
– Hackerne bliver mere og mere avancerede i deres angreb. Active Fortress er udviklet således, at systemet automatisk lærer af alle nye angreb, så systemets kunstige intelligens udvikler sig hele tiden og kan dermed være på forkant mod angreb. Når vores system registrerer uregelmæssigheder, kan vi følge angribernes færden i systemerne og dermed få bremset angrebet. Derfor kalder vi det Active Fortress, altså en aktiv fæstning med stor kunstig intelligens i konstant udvikling.
Systemet vil også sladre til virksomhedens ledelse, hvis eksempelvis en opsagt medarbejder på sin vej ud skulle få lyst til at bryde ind i systemet og stjæle sensitive data og/eller kunder.
– Eller i det tilfælde hvor blot én medarbejder kommer til at lave en fejl, kan det få enorme konsekvenser. Vi er hurtige til at stoppe og minimere skaderne. Man kan sige, at vi har avancerede følere ude i kundernes systemer, som opdager, når der er noget galt, fortæller Mikkel Hesselberg, der står for den daglige drift af Active Fortress.
Mikkel har i mange år arbejdet med IT-sikkerhed og hosting blandt andet hos Stena Line og med sin egen virksomhed Hesselberg IT.
Morten Middelfart er serie-iværksætter og har stiftet flere virksomheder i Danmark og USA. Eksempelvis var han opfinderen af den teknologi, som blev til virksomheden Targit i Hjørring.
Nu har de to skolekammerater fra Hjørring Private Realskole, fra hver deres ende af den store verden, fokus på med deres Active Fortress at sikre kunderne mod Cyber-angreb.
Ud over Mikkel Hesselberg, Morten Middelfart og Claus Aksel Wammen er en af de absolutte veteraner inden for udvikling af software i Danmark, Jan Krogsgaard, også medstifter af virksomheden.
Derudover er virksomheden allerede fra starten bakket op af den amerikanske investeringsfond Atlantic Merchant Capital Investors (AMCI)
3hyacinth