2020 bliver Naturens År

Hermed seneste nyheder om Naturmødet 2020.

132

Siden Naturmødets spæde start for snart fire år siden har tovholderne haft en drøm om at være platform for naturdebat og formidling hele året og ikke kun de tre dage i maj.

Derfor er det med begejstring, at vi nu med 3 mio. kr. fra Nordea-fonden og en medfinansiering fra Hjørring Kommune på 1,5 mio. kr. kan realisere NaTour – en mobil naturscene, som bringer Naturmødet ud i alle hjørner af Danmark. Grundidéen er, at naturdebatten skal ud af hænderne på “Tordenskjolds soldater” og ud til nye målgrupper, som ikke nødvendigvis interesserer sig for naturen i forvejen.

Foto: Torben Elling.

Helt konkret indkøber, dekorerer, udstyrer og bemander vi en rullende platform, som danner den fysiske ramme om projektet. Køretøjet kan simpelt og hurtigt omdannes til en scene med indbygget audio-udstyr og 50-100 tilskuerpladser. Det fungerer desuden som et mobilt udstillingslokale med plads til skarp formidling om dansk natur.

Ligesom Naturmødet er NaTour en åben platform, hvor alle har mulighed for at byde ind og komme til orde. Derfor kan NaTour scenen også lånes ud til lokale og nationale naturinstitutioner og -organisationer, som gerne vil lave formidlingsevents rundt omkring i landet.

Læs mere om NaTour her

2020 er Naturens År

DR har udråbt 2020 til Naturens År. Derfor vil vi næste år kunne opleve tv-programmer, som bringer Danmarks natur helt tæt på danskerne.

Det sker dels med tv-produktionen “Vilde, vidunderlige Danmark”, dels med den nye serie “Giv os naturen tilbage”.

Her følger Frank Erichsen (også kendt som Bonderøven) bl.a. et projekt i Hjørring Kommune, som går ud på at genskabe vild natur på erhvervs- og landbrugsarealer, i private haver og ikke mindst på kommunens egne arealer.

Læs mere om Naturens År her

DR’s store fokus på Naturens År kombineret med regeringens arbejde med biodiversitet og klima gør Naturmødet til et “naturligt” højdepunkt i 2020, og det afspejles i den store interesse fra både politikere, medier og befolkning, som møder os i hele landet.

For første gang har vi allerede nu tilsagn om deltagelse fra både statsminister og miljøminister, ligesom vi kan se frem til en partilederrunde med deltagere fra hele den politiske palette.

Vi glæder os til et nyt år med tiltrængt fokus på den danske natur.

Du kan nå det endnu…

Tilmeldingen af forslag til debatter og andet indhold på Naturmødet 2020 er i fuld gang, og også i år mærker vi stigende interesse for at være med til at arrangere spændende og engagerende indhold på Naturmødets scener. Tak for det!

Går du med en idé til en debat, en samtale, et oplæg eller noget helt andet, så hører vi meget gerne fra dig senest 8. januar 2020.

Send os dit forslag her

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments