2018 blev endnu et godt år for Hirtshals Fiskefestival

Der var forståeligt nok stor tilfredshed blandt deltagerne og tovholderne, da der fornylig var generelforsamling i Foreningen Hirtshals Fiskefestival.

541

Det blev heldigvis kun til nogle få dråber, da Danmarks Radio sendte direkte fra Hirtshals Fiskefestival på DR1.

Det var i sommerprogrammet Bare det ikke regner, som var en række udsendelser, der hylder de frivillige ved mange af festivalerne i Danmark.

Hirtshals Fiskefestival fik da også endnu en gang alt til at stå i fiskens tegn i tre dage her i det nordvestlige Vendsyssel. Det har dermed været et år og en sommer, hvor Hirtshals har været tydelig på landkortet som fiskens by.

Foreningen Hirtshals fiskefestival afholdt sin årlige generalforsamling torsdag den 1. november på Nordsøen Forskerpark i Hirtshals. Her kunne bestyrelsen præsentere en rekordomsætning på årets Fiskefestival på over en halv million kroner. Samtidig kunne generalforsamlingen konstatere, at året havde givet foreningen et beskedent, men acceptabelt overskud.

Foreningen har hen over året afsat væsentlige ressourcer og midler til at sætte Hirtshals på landkortet og fisken på menukortet, og det har naturligvis præget foreningens regnskab. Yderligere har foreningen med glæde kunnet udbetale 44.000 kr. til de lokale foreninger, der henover sommeren har arbejdet på Hirtshals Fiskefestival.

Udover at foreningen bag blandt andet Hirtshals Fiskefestival og Årets Sild har kunnet aflægge et tilfredsstillende regnskab, så kan tovholderne også se tilbage på tre flotte dage med en god stemning og mange glade gæster ved Hirtshals Fiskefestival 2018, hvor op mod 10.000 gæster prægede både byen og havnen i Hirtshals.

Foreningen står som antydet ovenfor også bag Årets Sild, der hvert år i april kårer den gammeldagsmodnede sild, som med ny smag og nye kompositioner skal præge det efterfølgende års middagsborde. Dommerpanelet består af dedikerede sildespisere, der blandt andet er kendte fra den danske kokkeverden, og konkurrencens deltagere er nogle af Danmarks mest kendte smørrebrødsrestauranter.

Endeligt har kokkekonkurrencen Local Cooking vokset sig til et af fyrtårnene på Hirtshals Fiskefestival, hvor 10 af Nordjyllands stjernerestauranter konkurrerer om at kreere den bedste fiskeret med udgangspunkt i en fiskeart, der er valgt af Fiskeauktion Nord i Hirtshals. Dommerpanelet består også her af nogle af Danmark mest anerkendte kokke.

Den vindende Restaurant NAM i Aalborg kunne med en fiskeret på skærising, der var årets fisk, fortsætte sejrsrækken fra årets konkurrence på Local Cooking med også at vinde landskonkurrence, som blev afviklet på Food Festival i Århus. Retten med fisk blev dermed for tredje år i træk vinder af landskonkurrencen, og siden har en lang række restauranter landet over sat skærising på menukortet.

Også på den nævnte Food Festival i Århus er Hirtshals Fiskefestival til stede for at sætte fisk på danskernes menukort og for at give en oplevelse krydret med smagsprøver på sild og bjesk samt en fortælling om Hirtshals som feriemål.

Foreningen Hirtshals Fiskefestivals bestyrelsesformand Jens Kirketerp Jensen siger i forbindelse med foreningens regnskabsaflæggelse:

– 2018 har på mange måder været et exceptionelt år for Foreningen Hirtshals Fiskefestival, hvor det er blevet meget tydeligt, at Hirtshals Fiskefestival, Årets Sild, Local Cooking og deltagelsen på Food Festival i Århus har vist, at Hirtshals har plads som fiskens hovedby. Vi har kunnet lægge et lille overskud fra året i kassen, men vi har samtidig prioriteret en investering i at synliggøre Hirtshals og fisken, og den slags satsninger koster. Hirtshals er en by i fiskens tegn, og det er der mange flere, der skal have mulighed for at opleve, samtidig med at danskerne skal lære at spise den fisk, som sydeuropæerne misunder os, at vi har lige uden for indsejlingen til havnen.

Allerede inden Europa Parlamentet havde vedtaget at forbyde engangsservice i 2021, begyndte Foreningen Hirtshals fiskefestival allerede fra Fiskefestivalen i 2018 at udfase engangsservicen for både at prioritere en klimaindsats og for samtidig at give gæsterne på fiskefestivalen en bedre madoplevelse.

Hirtshals Fiskefestival arbejder til stadighed med fornyelse af de arrangementer, der ligger i foreningens regi, og også i 2019 vil der være nye elementer at finde, ligesom gammelkendte aktiviteter vender tilbage.

Hirtshals Fiskefestival 2019 foregår fra den 1. august til den 3. august.

Klik på et foto i galleriet for at se dem alle i større format
0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments