Litteraturformidler med fokus på læselyst for børn søges til Hjørring Bibliotekerne

Brænder du for litteraturen i alle dens former? Og har du bud på, hvordan vi kan styrke børns læselyst?

105
Foto: Arkiv.
Hjørring Bibliotekerne søger en energisk, ambitiøs og initiativrig litteraturformidler med særlig fokus på formidling af litteratur til børn.
Team Formidling og litteratur, som du bliver en del af, har fokus på formidlingen i biblioteksrummet. Til stillingen hører en del borgerbetjening, og vi tager det som en selvfølge, at du sætter en ære i at give alle en god betjening uanset deres alder, interesser og livssituation.
Den personlige formidling af gode læseoplevelser falder dig naturligt, og du har lyst til at gøre litteraturen og sproget levende for fremtidens voksne.

Vi forventer, du har en uddannelse som bibliotekar, cand.scient.bibl. eller anden relevant videregående uddannelse – og gerne med erfaring fra en lignende stilling.

Vi tilbyder

En spændende og inspirerende arbejdsplads, hvor alle tager ansvar og arbejder med og mod fælles mål. Du får gode kolleger i en kreativ organisation, hvor du fra første dag får medindflydelse på at definere dine arbejdsopgaver.

Hjørring Bibliotekerne består af 5 biblioteker i kommunen, som har fokus på at være steder for demokrati og dannelse, hvor alle borgere har mulighed for at opleve, skabe, deltage og lære. Vi er organiseret i teams, som samarbejder tværfagligt og på tværs af de fysiske lokationer.

Løn- og ansættelsesforhold

Stillingen er på 37 timer og ønskes besat pr.1.10.2020 eller snarest derefter.
Løn og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst på området.

Hjørring Bibliotekerne indhenter børne- og straffeattest på de personer, vi ønsker at ansætte.

Vil du vide mere?

Du er velkommen til at kontakte bibliotekschef Benthe Hansen på telefon 72334814 eller souschef Janni Sørensen på telefon 72334825 for yderligere oplysninger.

Ansøgning

I din ansøgning må du meget gerne give konkrete eksempler på, hvordan du kan bringe din viden og erfaringer i spil, og hvilke formidlingsinitiativer du ønsker at realisere på Hjørring Bibliotekerne.

Ansøgningen skal være modtaget senest den 21. august 2020.

Ansættelsessamtaler forventes afholdt den 25. august

Søg stillingen her
0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments