Historien om havnebyggeriet

Da byggeriet af Hirtshals Havn omsider gik i gang, skete det på en helt særlig måde, skriver Vendsyssel Historiske Museum.

268

Havne blev jo som regel bygget ind i land, men eftersom Hirtshals Havn i stedet skulle bygges ud i havet forgik det således, at der øst for molen på en stor pælebro blev bygget store tømmerkister, som en efter en blev slisket i vandet og manøvreret på plads, når vejret tillod det.

Den første kiste blev placeret i forlængelse den allerede eksisterende mole, og de næste i forlængelse heraf. Inden tømmerkisterne blev sænket til havbunden, blev sandet på bunden under kisterne spulet væk af en dykker, så de kom til at stå på den faste lerbund.

Selve tømmerkisten var indrettet med forskellige rum, og når kisten var placeret korrekt, blev det midterste rum fyldt med sten, alt imens yderrummet hele vejen rundt blev fyldt med beton. Den samlede tømmerkiste vejede 200 ton.

I forlængelse af det, der kom til at udgøre vestmolen blev der på det sted, hvor havneindsejlingen skulle være, bygget en midlertidig pælebro, så tipvognene kunne køre over med de materialer, der skulle fyldes i tømmerkisterne til østmolen. Således blev østmolen bygget udefra og ind mod kysten. Den midlertidige bro blev derefter fjernet.

Senere blev der anlagt en tværmole, for at tæmme de bølger, som slog ind igennem havnemundingen. De indre moler blev ikke lavet af tømmerkister. Der blev slået spunsvægge ned, og en sandsuger fyldte op med sand, ligesom store sten blev brugt som bølgebrydere.

Hirtshals havde således endelig fået sin havn, der senere hen blev udvidet flere gange, og da havnens bygmester Jørgen Fibiger engang blev spurgt, hvorledes han turde trodse det mægtige hav, svarede han: ”Jeg trodser ikke havet; jeg bygger, hvad det allernådigst tillader.”

Illustrationer: Billeder fra Havnebyggeriet (Historisk Arkiv, VHM).

Kilde: Vendsyssel Historiske Museum.

1 Kommentar
Inline Feedbacks
View all comments
Mikkel Paulsen
4 år siden

jeg husker også at have set billeder på arkiv.dk af en jernbane der gik over husmorstanden til fyret for at hente sten til molen fra revet og stranden/skrænten