Direktør ansat i det nystiftede turismesamarbejde NordVestkysten

Den nye direktør for det fremtidige turismesamarbejde mellem Thisted, Holstebro, Hjørring, Jammerbugt og Lemvig kommuner er ansat, og han hedder Peter Krusborg Pedersen.

234

Destinationsselskabet NordvestKysten bliver det nye samarbejde omkring turisme i Nord- og Vestjylland.

De fem kommuner Thisted, Holstebro, Hjørring, Jammerbugt og Lemvig er gået sammen i destinationsselskabet og har i fællesskab også fundet en ny direktør.

Med en omsætning på cirka 2,8 milliarder kroner i 2018 og en gennemstrømning af cirka 45 % udenlandske turister er det ikke noget helt lille skib, som direktøren skal sætte kurs for.

Manden, som kommer til at stå ved roret for dette nye flagskib, hedder Peter Krusborg Pedersen, er 34 år og kommer fra en stilling som konstitueret markedschef for Sverige og Norge i VisitDenmark. Han har et indgående kendskab til både danske og internationale turismeforhold og har arbejdet i såvel København som Stockholm og London. Og Peter glæder sig til at komme i gang:

– Jeg ser virkelig frem til at starte på jobbet, og til at arbejde med alle aspekterne af turisme i en region, som jeg kender virkelig godt. Vi kommer til at have et stort fokus på både at skabe udvikling og lave solid markedsføring, samtidig med at vi skal finde et fælles fodslag i en ny organisation.

Peter har arbejdet ni år i forskellige stillinger inden for turisme, hovedsageligt ved VisitDenmark og har desuden læst en kandidat i turisme ved Aalborg Universitet. Turismen i Danmark har nogle udfordringer, hvoraf en af dem er det svenske marked, som Peter netop har stort kendskab til:

– Udfordringen med det svenske marked er noget, som jeg mener er særlig relevant for Nordvestkysten, for vi har jo svenskerne som naboer og et stærkt rederi til at hjælpe os med at få dem over sundet.

Peter bor i dag på Frederiksberg, men har planlagt at flytte til Aalborg. I sin fritid spiller han tennis, løber og holder af at rejse. Han kommer oprindeligt fra Holstebro.

Han tiltræder efter planen jobbet omkring 1. februar. Til marts vil Destination NordVestkysten afholde stiftende generalforsamling og derefter være klar 1. april, 2020.

Fakta

Destination Nordvestkysten er et turismesamarbejde mellem Thisted, Holstebro, Hjørring, Jammerbugt og Lemvig kommuner. Direktøren får kontor i Aabybro, mens selskabet udover Aabybro også får en række lokalt forankrede medarbejdere i form af key account managers.

Link til tidligere artikel

Fem nordvestjyske kommuner går sammen om NordVestkysten

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments