100 nye sygeplejersker på vej til Region Nordjylland

Regionsrådet har besluttet at tilføre ekstra penge til regionens hospitaler. Pengene skal bruges til at skaffe nye ekstra sygeplejersker og kommer fra finansloven, hvor der på landsplan blev afsat midler til i alt 1.000 nye sygeplejersker.

1081
Sygehuset i Hjørring hører under Regionshospital Nordjylland. Foto: Mick Knive Andersson.

Regionsrådet har besluttet, at skal tilføres nye midler til Aalborg Universitetshospital og Regionshospital Nordjylland. Pengene skal gå til i alt 100 ekstra sygeplejersker, og det er politisk besluttet at der blandt andet skal være et fokus på nogle af de mest pressede områder, når pengene skal bruges på hospitalerne.

– Nu kommer der finansiering til ansættelse af ekstra sygeplejersker. Det bliver til konkret hjælp for patienterne. I Nordjylland har vi politisk aftalt, at de ekstra sygeplejerskehænder især skal rettes mod de akutte og medicinske områder samt det nære og udadvendte sundhedsvæsen. Her ved vi, at presset er rigtig stort, så det er glædeligt, at der kommer et løft, siger regionsrådsformand Ulla Astman (S).

I finansloven for 2020 og 2021 er der afsat midler til 1.000 ekstra sygeplejersker i alle landets regioner. For Region Nordjylland betyder det mulighed for ansættelse af cirka 50 sygeplejersker i år. Fuldt indfaset i 2021 betyder det cirka 100 sygeplejersker ekstra.

Der tilføres alene i år omtrent 25 millioner kroner til Aalborg Universitetshospital, mens Regionshospital Nordjylland får tilført lidt over 6 millioner kroner. Pengene skal hospitalerne selv fordele til de afdelinger og områder, hvor de lokalt finder, at pengene får mest mulig gavn.

– Der er kun få ledige sygeplejersker i Danmark, så hospitalerne skal have arbejdshandskerne på for at få mest muligt for pengene. Der er forskellige måder at arbejde med det. Det er allerede aftalt med Danske Regioner og regeringen, at flere sygeplejersker skal på fuld tid. En handlingsplan for det skal vi politikere nu også til at se på her i regionen, siger Ulla Astman.

Regionsrådsformand Ulla Astman. Foto: Arkiv.

Der er med finansloven også afsat yderligere omkring 600 millioner kroner på landsplan til en styrkelse af psykiatrien.

Ansættelse af yderligere sygeplejersker i Psykiatrien i Region Nordjylland forventes at blive finansieret via de øremærkede penge til netop psykiatrien, hvorfor de ekstra sygeplejersker skal findes til regionens to somatiske hospitaler.

For at sikre, at der for pengene findes så mange sygeplejersker som overhovedet muligt, har Regionsrådet også besluttet at nedsætte en administrativ følgegruppe, der skal sikre, at der bliver gjort en maksimal indsats for at skaffe flere sygeplejersker.

Del af samlet aftale
I starten af året blev der mellem regeringen og Danske Regioner indgået en aftale om de ekstra sygeplejersker, der blev afsat midler til i finansloven.

For at nå i mål med de 1000 sygeplejersker er der gennem Danske Regioner iværksat en række konkrete initiativer, der blandt andet omhandler ret til fuld tid for plejepersonale og en indskærpelse af, at alle ledige stillinger skal opslås på fuld tid. Derudover er der lagt op til bedre introduktionsforløb for nyuddannede samt en bedre sammenhæng i de sygeplejestuderendes praktikforløb.

Af aftalen fremgår desuden, at der til opfølgning på indsatsen kortlægges et nationalt udgangspunkt ud fra antallet af fuldtidsbeskæftigede sygeplejersker i 4. kvartal 2019

2 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments
Arne Pedersen
4 år siden

Kan vi lige få oplyst antallet af afskedigede/fratrådte sygeplejersker i nordjylland de sidste to år, tak!

Lene Sand Christensen
4 år siden

Endnu et eksempel på at den ene hånd ikke ved, hvad den anden laver??? 2019 blev, som de foregående år, afsluttet med en fyringsrunde og ønsket om en Glædelig Jul, for så at vågne op i 2020 og Ups…finde ud af, at der mangler sygeplejersker…sikke en Tornerosesøvn. Respektløst er det første ord, der popper op!!! Og guleroden for de nyansatte skal så være RETTEN til en fuldtidsstilling!!! Gad vide, hvorfor der kun er 47% af alle sygeplejersker, som har en fuldtidsstilling??? Kunne det tænkes at være en overlevelsesstrategi, for at kunne klare sig igennem det øgede arbejdspres?‍♀️ Det vil HELT sikkert afspejles i stigende sygemeldinger pga stress, hvis planen er, at tvinge alle til at arbejde på fuld tid. Prøv noget nyt….lyt til dem, som bærer uniformen! Mvh nu forhenværende sygeplejerske på Hjørring Sygehus Lene Sand Christensen.